_ICO8892-medium_32

Formand for Fængselsforbundet: Virker udbud og efterspørgsel slet ikke i staten?

14. jan 2021, 17:20
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

HVIS EN PRIVAT virksomhed mangler arbejdskraft, så ved den præcis, hvad der skal til for at overleve og gøre sig mere attraktiv. Virksomheden sørger for, at løn og arbejdsvilkår bliver så gode, at flere søger job hos dem.

Af en eller anden grund gælder denne grundlæggende mekanisme mellem udbud og efterspørgsel ikke i staten.

Kriminalforsorgen har – som mange ved – store udfordringer på mandskabssiden. Der mangler 600 fængselsbetjente – udover de 250 betjente, som den tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen lovede i sidste flerårsaftale (som vi ikke har set skyggen af endnu).

LÆS OGSÅ: Formand for Fængselsforbundet: Vi skal turde diskutere vores straffesystem ordentligt!

Det betyder, at fængsler og arresthuse er havnet i en negativ personalespiral, som er næsten umulig at få vendt. Uanset, hvor mange vi ansætter, så stopper endnu flere hvert eneste år. Enten fordi de bliver syge af arbejdsforholdene, eller fordi de vælger at stoppe, før det sker.

Blot så vi er med på, hvad vi snakker om, så kostede sygeafskedigelserne i Kriminalforsorgen samfundet 135 millioner kroner alene i 2020.

Det er her, hvor en arbejdsgiver på det normale arbejdsmarked ville vælge at skrue på nogle af de klassiske håndtag: Løn, pension, arbejdsmiljø, vilkår, uddannelse og så videre.

MEN SÅDAN ER det ikke i Kriminalforsorgen, eller staten som jo rettelig er vores arbejdsgiver. Hos os har man valgt at skrue på lige præcis: ingenting!

Tværtimod bliver situationen bare værre år for år. Det eneste, jeg kan mindes, man umiddelbart har gjort ved situationen, er at fjerne elevløn for fængselsbetjente og erstatte den med SU. Og hvis nogen måtte være i tvivl, ja så er det altså ikke det rigtige håndtag at skrue på. Du får ikke flere ansøgere til en uddannelse med en ringere aflønning. 

At være fængselsbetjent handler om meget mere end at ”holde øje med, at ingen flygter over ringmuren”
Bo Yde Sørensen, forbundsformand Fængselsforbundet

Nu har vi chancen for at ændre tingene

I år står det statslige arbejdsmarked over for en ny overenskomst, OK21, og Kriminalforsorgen en ny flerårsaftale.

Det er to åbenlyse muligheder for at sadle om og vise, at man rent faktisk vil sine medarbejdere, at man vil løfte den opgave, Kriminalforsorgen har som samfundsbærende institution.

DER ER BEHOV for, at statens lønforhandler i OK21, skatteminister Morten Bødskov, kommer med et reelt ønske om at flytte os. Et ønske om at styrke den uniformerede gruppes interesse i at arbejde i Kriminalforsorgen. Et ønske, der nu skal tage afsæt i andet og mere end blot ”arbejdet bærer lønnen i sig selv”, et ønske, der i forhandlingerne er øremærket Kriminalforsorgen, og som rent faktisk kan ses i lommen.

Der er også behov for, at vi, efter mange års ledelse med excelark, effektiviseringer og en håbløs ledelsesform, igen vender os mod den opgave, vi rent faktisk er ansat til: Nemlig kriminalitetsbekæmpelse.

Jeg har ikke ondt af, at nogen må tage straffen for en forbrydelse. Men jeg har ondt af de ofre, der får smadret deres liv. Og af præcis den grund, så skal vi gøre noget for skurken, så han ikke blot går ud og fortsætter sin kriminelle løbebane
Bo Yde Sørensen, forbundsformand Fængselsforbundet

Jeg husker tydeligt tidligere justitsminister Søren Pape Poulsens tilgang. Det var noget med ”jeg holder med ofrene” og ”det er de kriminelles egen skyld”.

Det kan for så vidt være fint nok. Jeg er ganske sikker på, at de to udsagn giver fin genklang i vælgerhavet eller dele heraf i det mindste. Men det skaffer hverken færre ofre eller mindre kriminalitet.

For lige at slå det helt fast: Jeg har ikke ondt af, at nogen må tage straffen for en forbrydelse. Men jeg har ondt af de ofre, der får smadret deres liv. Og af præcis den grund, så skal vi gøre noget for skurken, så han ikke blot går ud og fortsætter sin kriminelle løbebane.

DERFOR HAR JEG en helt klar forventning om, at man i Kriminalforsorgens kommende aftale skifter kurs med nogle visioner, som handler om andet end tankeløst bare at slå hårdt ned på kriminalitet.

Der bør være et klart sigte om at genoprette bemandingen og ikke kun på papiret, som i den sidste aftale, men ude på fængselsgangene. Mine kollegaer skal ikke være alene med 30-40 indsatte længere.

Og indholdet i jobbet skal tilbage. At være fængselsbetjent handler om meget mere end at ”holde øje med, at ingen flygter over ringmuren” sådan lidt populært sagt. Det kan ingen længere se sig selv i. Hvis du vil holde på dine medarbejdere, skal der være et indhold i jobbet, der rent faktisk giver en tilfredsstillelse.

Jeg efterlyser altså mod fra vores regering og de ansvarlige politikere.

Lad 2021 være året, hvor vi flytter os hen et sted, hvor fængsler og arresthuse igen giver mening for samfundet og for mine kollegaer, og, ikke mindst, for de indsatte, der skal være hos os i en tid af deres liv.

Og husk, det er kun for en tid. De bliver løsladt igen, og præcis derfor skal vi hjælpe dem til at blive bedre mennesker.