20210526-184643-7-1920x1198we
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

Fagforbund i hård debat:
- Vil vi have et SAS på Ryanair-niveau?

7. jun. 2021 13.54
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

DE TRADITIONELLE og naturlige overenskomstaftaler i SAS har i årevis været igennem en større rundbarbering og tilpasning. I en branche udsat for benhård konkurrence, har det været nødvendigt, men ikke nemt. Heldigvis har vi på et fundament af SAS-ansattes loyalitet og respekten for den danske model kunnet få enderne til at mødes.

Af samme grund kan det lyde som en fortryllende bedrift, at FPU har indgået overenskomstaftale med det irske SAS-selskab, SAIL. Men det bliver desværre ved at være trylleri. Den kyniske virkelighed er, at FPU har affyret startskuddet til at spille fagbevægelsen af banen ved at falde på knæ for SAS’ præmisser.

LÆS OGSÅ: Fagbevægelsen rejser sag mod SAS for misbrug af arbejdsfordelings-ordning

For det kan godt være, at SAS-FPU-aftalen er på ”danske vilkår”. Men det er jo altid muligt at modellere en dansk model og kaste sig på knæ for alle mulige arbejdsvilkår i en konstant nedadgående og negativ spiral. Kyndigt pakket ind i retorik om ’insourcing’ og overenskomst er FPU som fagforbund med til at ’dumpe’ overenskomstvilkår for danske piloter og kabineansatte. FPU som fagforbund har skabt gunstig grobund for yderligere udlicitering af flyselskabers produktion, hvor ansættelsesvilkårene er betydeligt ringere. Derfor klinger det hult, når FPU puster sig op som værnet mod social dumping.

LÆS OGSÅ: Piloter og kabineansatte: Overenskomster er vores eneste våben mod social dumping – også i SAS

MEN DET VÆRSTE ER, at ingen taler om, at FPU lader sig udnytte af SAS, der i en historisk corona-krise får sparket døren ind til et slaraffenland af overenskomstshopping. Vi bliver nødt til at hæve os over, at FPU kortslutter og underbyder eksisterende overenskomster, selvom det skaber en yderst sort fremtid for vores gren af den danske fagbevægelse.

Vil vi politisk acceptere, at SAS tromler beskæftigelsesvilkår på Ryanair-niveau igennem? Dét er kernen, og det er ultimativt en politisk beslutning, om man ønsker et SAS på Ryanair-niveau
Christa Ceré, formand CAU og Henrik Thyregod, formand DPF

Det virkelige problem er en stærkt bekymrende udvikling, som har været længe undervejs, hvor SAS presser sine ansatte og spiller foreninger ud imod hinanden på tværs af landegrænser. SAS-FPU-aftalen er blot en kondensering af denne udvikling, hvor porten endegyldigt er åben for et SAS på Ryanair-niveau.

LÆS OGSÅ: Forargede politikere: 'I midten sidder SAS og gnider sig i hænderne'

SAS har accelereret udviklingen under corona-krisen, hvor der er lagt ekstra tryk på en årelang strategi om en fragmentering af selskabet og udlicitering til irske og estiske underleverandører. Det har for de ansatte og deres faglige organisationer været en hård kamp at kæmpe imod den virksomhed, som vi holder af og brænder for. Og på trods af corona-krise, er vi ikke færdige med at kæmpe.

SIDEN KRISENS INDTOG har SAS-piloter og -kabineansatte været løsningsorienterede. Det startede først med hjemsendelser i forbindelse med lønkompensationsordningen, hvor ca. 140 piloter og 700 kabineansatte blev opsagt. De tilbageværende medarbejdere har dags dato været på arbejdsfordeling siden oktober måned sidste år. Sammen har vi løftet i flok og leveret besparelser og den ekstra nødvendige fleksibilitet for at opretholde og gennemføre den flyproduktion, som har været fløjet og fortsat flyves, i SAS. Dét er definitionen på et stærkt og solidarisk fællesskab med sund balance mellem overenskomstvilkår og at sikre virksomhedens overlevelse.

LÆS OGSÅ: Får milliardlån af staten: SAS sælger danske arbejdspladser til Norge

Denne definition er ikke givet. Det kræver, at alle parter klipper en hæl og hakker en tå, men vi må ikke acceptere, at begge ben bliver klippet af. Derfor må og skal diskussionen hæves til en mere principiel diskussion af, hvilket SAS vi ønsker. Vi bliver nødt til at tale om, hvorvidt et statsejet selskab, er forpligtet etisk og moralsk udover det, man kan forvente af andre spillere på markedet. Vil vi politisk acceptere, at den danske model kortsluttes? Vil vi politisk acceptere, at SAS tromler beskæftigelsesvilkår på Ryanair-niveau igennem? Dét er kernen, og det er ultimativt en politisk beslutning, om man ønsker et SAS på Ryanair-niveau.