Morten_Sodemann_professor_og_overl__ge_Jacob_Nielsen_Fagbladet_FOA
Morten Sodemann, professor og overlæge på Odense Universitetshospital Foto: Jacob Nielsen/Fagbladet FOA

"Vi pisker en død hest, når vi slår på en usund, 45-årig ufaglært"

1. mar. 2021 17.37

Alle skal have lige adgang til sundhedsvæsnet, så hvordan kan det være, at vi ødelægger det?

Fagbladet FOA har talt med professor og overlæge Morten Sodemann, som mener, at sundhedspersoner skal være mere bevidste om ikke at fastholde uligheden i sundhed.

LÆS OGSÅ: Direktør for lægeklinik: - De ligner stærke mænd, men er ofte skrøbelige

Han møder den stort set hver dag. Den sociale ulighed, som vores sundhedssystem fastholder frem for at modvirke.

Som den 39-årige mellemøstlige flygtning, der forgæves har været behandlet for kroniske knæ- og rygsmerter, føleforstyrrelser i benene og brystsmerter. Da han bliver henvist til Morten Sodemanns Indvandrermedicinske Klinik, viser det sig, at han har været tortureret på det grusomste og udsat for seksuelle overgreb. Overgreb, han ikke før har fortalt om.

Nogle er produktionsmennesker, andre er hjertemennesker. Vi bør sætte dem, der er bedst til det langsomme, til at tage sig af borgerne med størst behov
Morten Sodemann, professor og overlæge, til Fagbladet FOA

Morten Sodemann er professor og overlæge på Odense Universitetshospital og desuden flittig foredragsholder og debattør. Han langer gerne ud efter formaningerne om, at de svage bare skal tage sig sammen, droppe smøgerne og hoppe i løbeskoene. Som han siger:

"Vi pisker en død hest, når vi slår på en usund, 45-årig ufaglært"

Udskamning hjælper ikke de svageste. I stedet skal de sundhedsfaglige medarbejdere – hvad enten man er overlæge eller social- og sundhedshjælper – skærpe deres bevidsthed om, hvordan de kan hjælpe. Også, når borgerne er irriterende eller mærkværdige. De har typisk ingen pårørende til at tale deres sag og får derfor en dårligere behandling.

LÆS OGSÅ: Arbejder- og middelklassen har ringere seniorliv: 'Uligheden slår revner i det danske samfund'

- Som sundhedsmedarbejder må man gøre op med sig selv, hvilken rolle man vil spille. ’Hvornår er jeg selv med til at øge uligheden for at komme let gennem arbejdsdagen? Hvornår yder jeg noget ekstra for de borgere, der virkelig har behov? Og er jeg villig til at gøre det, hvis det går ud over min kaffepause?’

For nogle er borgerne i vejen

Ud over lægegerningen er Morten Sodemann optaget af, hvordan medarbejdere i et team arbejder sammen. Så meget, at han forsker i det. Det er blevet klart for ham, at dynamikken i et team påvirker den behandling, borgerne får. Har man et fællesskab om at skælde ud over og dele historier om ’de mærkelige eller tåbelige’, der ikke passer på sig selv? Eller handler samtalerne i teamet om, hvordan man får den KOL-ramte med diabetes til at komme ned i træningscentret?

LÆS OGSÅ: Læge med opsang til ubekymrede danskere: 'Jeres adfærd betyder liv eller død for de svage'

Morten Sodemann sammenligner med to genbrugspladser, han kommer på. På den ene smiler medarbejderne og hjælper ham.

- På den anden bliver jeg mødt af en holdning som ’Hvorfor kommer du her med dit skrald?’ På samme måde passer man på borgerne på nogle arbejdspladser, mens de er lidt i vejen på andre.

Giv tid til hjertemennesker

Morten Sodemann taler også for, at teams bør udnytte medarbejdernes forskellige styrker.

- Nogle er bedst til de hurtige besøg, mens andre er bedre til det langsomme arbejde, hvor de opbygger relationer. Nogle er produktionsmennesker, andre er hjertemennesker. Vi bør sætte dem, der er bedst til det langsomme, til at tage sig af borgerne med størst behov.

En opvækst i fattigdom er som et sæt tøj, man får udleveret for livet. Heldigvis er der små tegn på, at vi endelig er begyndt at diskutere børnefattigdommen. Det er et lyspunkt
Morten Sodemann, professor og overlæge, til Fagbladet FOA

Hans erfaring er, at tid er den vigtigste faktor. For det tager længere tid at kommunikere med indvandrere og mennesker med kort skolegang, men når man giver dem tid, forstår man bedre deres bekymringer og erfaringer. Det gjaldt også den 39-årige flygtning, som Sodemann kalder en typisk case.

- Hans smerter skyldtes flere diskusprolapser, og de blev forstærket af hans situation med PTSD, stress, dårlig økonomi og seksuelt misbrug. Det hjalp ham at kende forklaringerne, og vi fik involveret hans ægtefælle, som ikke kendte til hans fængselsophold og overgreb.

LÆS OGSÅ: Børn fra fattige familier fryser i daginstitutioner

Han medgiver, at tid er en mangelvare – ikke mindst hos de social- og sundhedsansatte i hjemmeplejen, der kommer hos borgere uden netværk.

- De kan være de første til at opdage, at borgere har brug for ekstra hjælp. Og selvom de typisk arbejder under en stram styring, så har vi brug for, at de påtager sig rollen som den, der går til lederen og forsøger at skaffe flere ressourcer til dem.

Én ting er de ældre og de syge. Noget andet er børnene. De fattige børn af underklassen. For det er her, uligheden bliver grundlagt.

- En opvækst i fattigdom er som et sæt tøj, man får udleveret for livet. Heldigvis er der små tegn på, at vi endelig er begyndt at diskutere børnefattigdommen. Det er et lyspunkt.