Regeringen vil stille krav til danskerne og erhvervslivet for at kunne nå sine klimamål, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på det nordiske SAMAK-topmøde for socialdemokratierne og fagbevægelsen. Foto: Socialdemokratiet

Mette Frederiksen om regeringens klimamål: Vi kommer til at stille krav

30. jan, 09:10

Regeringen vil både stille krav til erhvervsliv og almindelige mennesker, når målet om en reduktion af drivhusgasserne på 70 procent inden 2030 skal realiseres i Danmark, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) på SAMAK-topmødet for den nordiske fagbevægelse og socialdemokratier.

Mette Frederiksen (S) bød onsdag spidserne fra Nordens fagbevægelse og socialdemokratier velkommen til SAMAK-topmødet, som i år blev afholdt på Marienborg.

SAMAK

SAMAK står for ’den nordiske samarbejdskomitté for de socialdemokratiske partier og lands- og hovedorganisationer i fagbevægelsen’. De cirka 150 fremmødte talte blandt andre Sveriges statsminister Stefan Löfven, fagbevægelsens formænd, heriblandt FH's formand, Lizette Risgaard, EU’s beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit og ikke mindst den tidligere norske statsminister og nuværende klimaverdensstjerne Gro Harlem Brundtland.

LÆS OGSÅ: Afslører kæmpe plan: Vil skabe tusindvis af grønne job

Temaet for topmødet var klima og 'retfærdig omstilling'. I sin åbningstale lod statsministeren forsamlingen forstå, at vi i Danmark og Norden har "alle kort på hånden" til at kunne løfte den store opgave med at bekæmpe klimaforandringerne, som ligger foran landets folkevalgte politikere i de kommende årtier. 

- Vi har høj velstand, tre S-regeringer og en særlig samfundsmodel, hvor vi finder løsningerne sammen, sagde Mette Frederiksen. En del af svarene skal vi finde i den teknologi, vi er i gang med at udvikle, lød det fra statsministeren, der understregede, at større ulighed i klimakampens tjeneste ikke er en mulighed.

 - Vi skal insistere på at løse klimakrisen samtidig med, at vi har en høj konkurrenceevne og en lav arbejdsløshed. At løse klimakrisen ved at skabe højere ulighed – dét gider vi ikke, sagde Mette Frederiksen.

Kommer til at stille krav

Hun påpegede selv, at regeringens klimamål er "ret ambitiøst", men helt præcist hvordan regeringen har tænkt sig at gribe den grønne omstiling an og nå sit erklærede mål om en reduktion af drivhusgasserne på 70 procent inden 2030, blev de fremmødte ikke meget klogere på.

- Hvordan vil vi så nå målet? Ja, det ærlige svar er, at vi ikke ved det. Men vi skal i gang med transportsektoren og landbrugssektoren, og vi kommer til at stille krav til mennesker og til erhvervsliv, sagde Mette Frederiksen til de fremmødte.

- Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal, men om hvornår og hvordan. Vores børn og unge har en klar forventning om, at vi tager lederskabet på os, sagde hun.

LÆS OGSÅ: Klimakamp på jobbet: 'Man skal kunne tåle at blive kaldt skraldemoster'

Gro Harlem Brundtland modtog stort bifald fra forsamlingen og den danske statsminister for sit banebrydende politiske arbejde med at sætte bæredygtighed og miljø på den internationale politiske dagsorden med Brundtlandrapporten i 1987.