20210323-035257-L-1920x1277we__1_
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen mener, at for mange fødende får en dårlig oplevelse i dag. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Bedre forhold for fødende:
Venstre vil afsætte 125 millioner

20. apr. 2021 06.33
Fødende skal have en bedre oplevelse, mener Venstre, der fremlægger syv initiativer.

Venstre ønsker at afsætte 125 millioner kroner på partiets finanslovsudspil til at sikre bedre forhold for fødende i Danmark.

Det meddeler partiet tirsdag i en pressemeddelelse.

Pengene skal bruges til at finansiere det fødselsudspil, som Venstre lancerede i marts.

- I dag forlader for mange familier fødegangen med en dårlig oplevelse. Det skal vi have sat en stopper for, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i pressemeddelelsen.

I alt syv initiativer fra udspillet skal sørge for, at de fødende får en god oplevelse både før, under og efter fødslen. Herunder fødsels- og forældreforberedelse i mindre hold samt tilbud til begge forældre om at blive screenet for efterfødselsreaktioner.

Blandt initiativerne er også, at Venstre vil give de fødende en ret til at have det samme jordemoderteam gennem hele forløbet. De fødende skal desuden selv kunne vælge mellem offentlige og private tilbud.

De skal blandt andet også have ret til at opholde sig to dage på hospitalet eller på barselshotellet efter fødslen, og de skal efter fødslen have hjemmebesøg af en jordemoder og sundhedsplejerske, som de kender.

- Fødslen repræsenterer starten på et nyt liv. Ikke bare for et lille barn, men for en hel familie. Den start skal være så tryg og god som overhovedet muligt, siger Jakob Ellemann-Jensen

- Det kræver en grundig gennemgang af hele området, men det kræver også flere midler. Venstre mener, at det både nu og i fremtiden er en regional opgave at prioritere fødeområdet.

- Men vi anerkender, at øgede nationale ønsker og krav til området vil føre til ekstraordinære udgifter for regionerne, og på den baggrund vil vi afsætte 125 millioner kroner til fødeområdet på Venstres finanslovsudspil, siger han.

/ritzau/