20171017-134120-2-1920x1281we__1_
Situationen i sundhedsvæsnet er så alvorlig, at regeringen må indkalde til sundhedsforhandlinger, mener Venstre. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Venstre har mistet tålmodigheden:
Regeringen må indkalde til sundhedsforhandlinger - nu!

20. dec. 2021 06.14
Det bliver værre og værre på sygehusene, siger sundhedsordfører, som har mistet tålmodigheden.

Situationen i sundhedsvæsnet er så alvorlig, at regeringen må indkalde til sundhedsforhandlinger - nu. Mener Venstre.

- Jeg synes, at det tenderer pligtforsømmelse, når regeringen endnu ikke har fået indkaldt til forhandlinger om, hvordan vi får robustgjort det danske sundhedsvæsen, siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V).

Oppositionen "har ventet i to et halvt år", og Venstres sundhedsordfører tvivler på, at det overhovedet kommer til at ske.

- Vi kan se, at situationen bliver værre og værre ude på vores sygehuse, som er ved at knække af coronapatienter og alt muligt andet. Det haster at få indkaldt til de forhandlinger, siger Geertsen.

Sundhedsmyndighederne oplyste på et pressemøde fredag, at der er kapacitet til 1000 corona-indlagte på de medicinske sengeafsnit og 200 på intensiv.

Sidste år på samme tid var kapaciteten større. Dengang var tallene ifølge Berlingske henholdsvis 1330 og 300 indlagte.

På pressemødet fredag sagde Helene Probst, som er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, at man har bedt om en plan for, at kapaciteten kan øges, og hun håber, at den kan nå 450 intensive coronapladser.

Til Berlingske siger professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik Kjeld Møller Pedersen:

- Det er helt åbenlyst mangel på rettidig omhu. Ingen har tilsyneladende haft fantasi til at forestille sig den situation, siger han.

Skulle regeringen indkalde til sundhedsforhandlinger, er det Venstres plan at styrke den kommunale del af sundhedsvæsnet for at aflaste sygehusene og derigennem skabe kapacitet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) præsenterede i oktober udspillet "Tættere på II", som i hovedtræk vil decentralisere og lette presset på de store sygehus.

- Nu må vi se, hvis regeringen nogensinde indkalder til de her forhandlinger. Det kan ikke nytte noget, at man bare går og snakker om det. Vi bliver nødt til at sætte handling bag ordene og få lavet en politisk aftale, siger Martin Geertsen.

Venstre vil blandt andet styrke de privatpraktiserende læger, speciallægerne og sundhedstilbud i kommunerne, så de kan klare mere. Målet er at aflaste sygehusene og forhindre genindlæggelser.

/ritzau/