Foto: Google Street View

Omstridt fabrik får stor bøde for arbejdsulykke

7. aug, 06:45
Plastvirksomheden Sky-Light har ikke kun problemer med farlig kemi. Firmaet har også fået en bøde på 80.000 kroner, efter at en ansat fik armen alvorligt i klemme i en maskine.

Det halter med sikkerheden på plastvirksomheden Sky-Light. Og det er ikke begrænset til det kemiske arbejdsmiljø, som Fagbladet 3F de seneste dage har beskrevet.

Varde-firmaet har også betalt en bøde på 80.000 kroner for brud på arbejdsmiljøloven efter en arbejdsulykke tilbage i 2019, hvor en ansat fik alvorlige skader på sin arm.

Det viser en aktindsigt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: Forsker: Hjemmearbejde er ikke længere kun for de priviligerede

Ulykken skete kl. 23.15 den 19. februar 2019.

Ifølge Arbejdstilsynets rapport fik arbejderen sin højre arm i klemme i en maskine, da han ville udbedre en fejl. Manden havde stukket armen ind under maskinens afskærmning, mens den stadig var i gang. To kollegaer brugte 5-10 minutter på at få ham fri igen. Han blev kørt væk med ambulance.

”Der var fremkaldt fare for skade på ansattes liv og helbred med alvorlig personskade til følge i form af klemningsskader i armen,” som der står i politiets beskrivelse af ulykken.

Det fremgår af bødeforelægget, at virksomheden er ansvarlig for, at maskinen ikke blev anvendt ”sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt”.

Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, hvordan otte medarbejdere har fået alvorlig astma af at arbejde med det farlige kemikalie PMDA på virksomheden i årene 2009-2017.

Og hvordan industriarbejderen Jørgen Henry Hansen her i foråret igen blev eksponeret for støv på virksomheden og reagerede på samme måde, som da han blev udsat for PMDA.

Ligesom Sky-Light har fået påbud om, at virksomheden skal undgå “unødig påvirkning fra plaststøv”.

Foruden bøden udløste arbejdsulykken i 2019 også flere påbud fra Arbejdstilsynet: Der skal gives psykisk førstehjælp til kollegerne, og maskinen skal indrettes fuldt forsvarligt.

”De 2 kolleger vidste ikke, hvor alvorlig skaden var på skadelidte, mens han sad fastklemt, og da han blev kørt afsted med ambulance”, står der blandt andet i Arbejdstilsynets rapport.

Administrerende direktør i Sky-Light, Søren Kjær Larsen, oplyser i et skriftligt svar til Fagbladet 3F og avisen Danmark, at virksomheden tilbød de berørte medarbejdere psykisk førstehjælp med en psykolog samme aften. Af Arbejdstilsynets rapport fremgår det dog, at det først skete dagen efter.

Direktøren fortæller desuden, at medarbejdernes sikkerhed er af høj prioritet, og at arbejdsulykken ikke burde kunne ske under overholdelse af instruktionerne.

- Den pågældende medarbejder har ikke fulgt de sikkerhedsmæssige instruktioner. Sky-Light har selvfølgelig det objektive ansvar og som konsekvens af denne ulykke, har Sky-Light efterfølgende i samarbejde med en arbejdsmiljørådgiver foretaget yderligere sikring af produktionslinjerne, så en lignende ulykke ikke kan ske igen, lyder det fra Søren Kjær Larsen.