20210204-162216-L-1920x1367we__1_
nullFoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nu rykkes vaccinedato igen

17. mar 2021, 11:40
I juli forventes nu over 1,2 millioner vaccinedoser om ugen, viser Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender.

Alle danskere forventes nu tilbudt vaccination mod covid-19 senest den 25. juli. Datoen er dermed rykket tre uger frem.

Det viser den nyeste kalender fra Sundhedsstyrelsen, der er opdateret onsdag.

I kalenderen fra 11. marts stod alle borgere til at være tilbudt to stik mod coronavirus i uge 32 i august - eller et stik, hvis der er tale om vaccinen fra Johnson & Johnson.

Det var for at illustrere et "worst-case scenarie", hvis man ikke kan vaccinere med AstraZeneca-vaccinen mere.

I juli måned forventes der nu at komme 1.281.000 vaccinedoser om ugen. Det er en opjustering og præcisering i forhold til forrige kalender, hvor der i alt blev forventet omkring 4,4 millioner doser for hele juli.

Det er nu opjusteret til omkring 5,1 millioner vaccinedoser i juli.

Hvilke firmaer vaccinerne kommer fra, fremgår dog ikke.

Samtidig er forventningen til AstraZeneca-leverancer dog halveret i den nye kalender.

Lige nu vaccineres der ikke i Danmark med vaccinen fra AstraZeneca, og pausen er foreløbig sat til at vare til uge 13, der starter den 29. marts.

Det skyldes, at myndighederne er ved at undersøge, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropper kort efter vaccination, der er registreret.

Men i vaccinationskalenderen er der indregnet leverancer fra AstraZeneca i både uge 14 og 15.

I kalenderen fremgår det også, at andet stik for AstraZeneca-vaccine er sat til at blive givet gennemsnitligt fire til ni uger efter første stik.

Tre målgrupper - gruppe 10, 11 og 12 - er desuden blevet lagt sammen i vaccinationskalenderen og inddelt efter alder.

Konkret betyder det, at Sundhedsstyrelsen regner med at være færdig med at vaccinere sårbare grupper tidligt i april.

Herefter vil vaccinationskøen blive inddelt efter alder.

Den nye inddeling blev anbefalet af Sundhedsstyrelsen for omkring en uge siden på et møde med Folketingets partiledere og sundhedsordførere.

/ritzau/