Inger_St__jberg
25 lokalmedlemmer af Venstre opfordrer i Jyllands-Posten til, at næstformand Inger Støjberg (V) går af. Det gør de efter Instrukskommissionens konklusioner Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

V-medlemmer opfordrer Støjberg til farvel efter krads kritik

16. dec. 2020 15.00
I debatindlæg i Jyllands-Posten opfordrer 25 medlemmer af Venstre partiets næstformand til at træde tilbage.

25 lokalmedlemmer af Venstre opfordrer i Jyllands-Posten til, at næstformand Inger Støjberg (V) går af.

Det gør de efter Instrukskommissionens konklusioner, der kom mandag. Instrukskommissionen har gransket den ulovlige instruks fra 2016 om, at alle asylpar - hvor den ene var mindreårig - uden undtagelse skulle adskilles.

Lokalmedlemmerne skriver, at de liberale principper om et retssamfund og grundlæggende demokratiske spilleregler er "under pres" i Europa og verden. Og at liberale kræfter må kæmpe imod det pres.

- Den kamp kan hverken rumme ulovlig administration eller vildledende oplysninger til landets parlament. Den kamp kan ikke ledes af selve dem, der leder angrebet mod det, vi burde stå for. Inger Støjberg må gå af, skriver de.

Støjberg har vildledt

Blandt de 25 underskrivere er en kandidat til Folketinget og et byrådsmedlem. Ellers er der tale om menige medlemmer af partiet.

Kommissionen konkluderede, at daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg ikke direkte beordrede sit embedsværk til at bryde loven. Men at det var hendes klare ønske trods advarsler om, at den ville være ulovlig at udføre.

Det konkluderes desuden af kommissionen, at Støjberg også har vildledt Folketinget.

- At være næstformand i Venstre må kræve en dyb og uophørlig tilknytning til de liberale retsstatsprincipper, hvorpå vores land og hele den vestlige verden er opbygget, skriver de 25 medlemmer i indlægget.

/ritzau/