- Der er mange fordele ved at få seniorerne til at udskyde det tidspunkt, de trækker sig tilbage, forklarer professor Per H. Jensen, Aalborg Universitet(arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Undersøgelse: Så mange vil arbejde efter pensionsalderen

18. jun, 20:41
Ifølge en ny undersøgelsen planlægger 19 procent at blive længere på arbejdsmarkedet end deres pensionsalder, mens 51 procent vil forlade arbejdsmarkedet tidligere.

Denne artikel er oprindeligt bragt på Faglige Seniorer.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Selv om folkepensionsalderen stiger, agter hver femte dansker over 50 år at fortsætte med at arbejde.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som er med i bogen ”Seniorarbejdsliv”, der netop er udkommet.

Undersøgelsen bygger på svar fra 50.000 over 50 år, hvor mange har udsigt til først at kunne gå på folkepension som 72-årige.

Mange fordele ved at blive i job

Ifølge undersøgelsen planlægger 19 procent at blive længere på arbejdsmarkedet end deres pensionsalder, mens 51 procent vil forlade arbejdsmarkedet tidligere.

LÆS OGSÅ: Hverken tak eller farvel: Coronakrisen snyder seniorer for en ordentlig afsked på jobbet

- Der er mange fordele ved at få seniorerne til at udskyde det tidspunkt, de trækker sig tilbage – både samfundsøkonomisk, og ikke mindst for de mange ældre, der faktisk ønsker at deltage på arbejdsmarkedet, forklarer professor Per H. Jensen, Aalborg Universitet, der er redaktør af bogen.

- Hvis de fordele skal høstes, må de politikker og aftaler, der bliver indgået på arbejdsmarkedet, bygge på solid viden om, hvorfor nogle seniorer forlader arbejdsmarkedet før pensionsalderen, og andre fortsætter med at arbejde frem til eller ud over pensionsalderen.

LÆS OGSÅ: Svend Erik gik på pension under coronakrisen: 'Jeg mangler en ordentlig afslutning'

Bogen, som forskere fra Aalborg Universitet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Team Arbejdsliv står bag med støtte fra TrygFonden, har til formål at inspirere beslutningstagerne og bidrage til offentlige diskussioner om, hvordan man sikrer alle de bedste muligheder og vilkår for at trives ved at blive længere på arbejdsmarkedet.

Trivsel er afgørende

For mange vil de ekstra år på arbejdsmarkedet ikke være et problem, fremgår det af bogen, men det er ikke sikkert, at alle kan holde til, ønsker eller får mulighed for at arbejde så længe.

Samtidig viser TrygFondens seneste Tryghedsmåling, at mange er utrygge ved, om de får en værdig afgang fra arbejdsmarkedet, fortæller TrygFondens forskningschef Anders Hede:

- Med det in mente, er det vigtigt, at vi i Danmark får en kvalificeret, nuanceret og vidensbaseret debat om, hvordan vi sikrer alle de bedste muligheder og vilkår for at trives ved at blive længere i job, siger han.

LÆS OGSÅ: Frivilligt arbejde booster din sundhed

I bogen præsenteres den nyeste forskningsbaserede viden om, hvad der påvirker seniorers tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Forskningen viser blandt andet, at mere end en tredjedel af seniorer med hårdt fysisk arbejde ville blive længere, hvis arbejdet ikke var så fysisk hårdt.