David Trads: Underbetalte kinesere og litauere truer vores velfærd

12. dec 2019
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]a4medier.dk
Alex Vanopslagh og Søren Pape råber om gadens parlament, men de taler om ikke om de arbejdsgivere, der står bag svineriet med utilgivelige løn- og ansættelsesforhold, men derimod om de tillidsfolk, der kæmper for velfærden.

Der er i hvert fald én ting, jeg ved:

Jeg skal ikke sætte mine ben i hverken Noodle House nær Københavns Hovedbanegård eller i Bao Bar på Nørrebro – for her driver Pifu Zhang, ejeren af de to steder, noget, der unægtelig ligner et moderne slaveri.

Fagbladet 3F har i de forløbne døgn afdækket, hvordan Huashan Hung, en ung kinesisk kok, er blevet lokket til at arbejde der under fuldkommen horrible forhold:

Et halvt år uden en eneste fridag. Timeløn på 30 kroner. Daglig arbejdsdag på 10 til 14 timer. Installeret på en ussel seng, lavet af træpaller, mast inde mellem madvarer og konserves i et baglokale. Pisket rundt og udnyttet som en stavnsbonde af en ridefoged i 1800-tallet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

Pifu Zhang, ejeren, fortalte i et interview med Politiken, lavet inden offentligheden kendte til hans metoder, at han er stolt af sin restaurant:

”Noodle House er meget lille og 100 procent autentisk.”

LÆS OGSÅ: David Trads: Stop jer selv!

Det der med det ’100 procent autentisk’ skal desværre forstås som noget, der ligner ’det vilde vesten’, når det handler om løn- og ansættelsesvilkår. Huashan Hung er lokket til Danmark under falske forudsætninger – faktisk med løfter om fin løn og pæn bolig.

Af skræk for at miste sin arbejdstilladelse har han længe ikke turde sige noget til nogen - og desværre er hans situation langt fra enestående. Fagbladet 3F fortæller om adskillige andre lignende sager med kinesiske kokke rundt i hele landet.

Ud over at det selvsagt er rædsomt for Huashan Hung og hans kolleger at blive misbrugt på det groveste af skruppelløse ejere af typisk kinesiske og japanske restauranter, så er sagen desværre også endnu en af en ubehagelig lang liste af problemer med social dumping:

Vi har konkret i de forløbne uger set to foruroligende udvikler i samme retning:

Først var der det voldsomme sammenstød i København mellem organiserede stilladsarbejdere og en bygherre, der angiveligt benyttede underbetalte litauiske arbejdere. Stilladsarbejderne oplever en langsom underminering af deres rettigheder.

Dernæst oplyste Rigspolitiet, at de oplever en eksplosion af sigtelser om illegale arbejdere i Danmark, både rettet mod ansatte og arbejdsgivere, især i byggefagene og rengøringen. Politiet tager sagerne dybt alvorligt, men understreger, at de næsten ikke kan følge med.

Kinesere, ukrainere, litauere og mange andre nationaliteter kommer til Danmark for at få et arbejde, der næsten lige meget, hvor ringe løn- og ansættelsesvilkårene er, alligevel i reglen er bedre end det kom fra. Problemet er imidlertid, at det i den grad underløber vores samfund.

Der er især én grund til, at Danmark er et af verdens lykkeligste lande:

Vi har valgt at dele så meget af vores velstand, at vi har en velfærd, der betyder, at ingen lever i armod.

Og der er især én årsag til, at vi har et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt:

Oprettelsen af det, vi i dag kender som fagbevægelsen og kollektive overenskomster, der tog fart i slutningen af 1800-tallet.

Det er derfor, vi har ordentlige løn- og ansættelsesforhold, ret til at have en tillidsmand, krav på ordentligt arbejdsmiljø, dagpenge og alt det andet, som gør, at lige meget, hvilket arbejde du har, så kan du leve et trygt og godt liv med sikkerhed for, at du aldrig bliver fattig.

Desværre er den velfærd, som næsten alle danskere holder, under pres af social dumping – og afsløringerne af underbetalte litauiske stilladsarbejdere, af uhyggelige forhold for kinesiske kokke, af absurde arbejdsvilkår for ukrainske byggearbejdere understreger alvoren:

Hvordan pokker kan vi opretholde et stærkt velfærdssamfund, når vi ser, at de løn- og ansættelsesforhold, som generation efter generation siden 1870’erne har kæmpet for, undermineres for øjnene af os?

Liberal Alliances Alex Vanopslagh og De Konservatives Søren Pape råber om gadens parlament, men de taler om ikke om de arbejdsgivere, der står bag svineriet med utilgivelige løn- og ansættelsesforhold, men derimod om de tillidsfolk, der kæmper for velfærden.

Det går ikke.

Vi er nødt til tydeligt at markere, at den velfærd og den lykke, vi er stolte af i Danmark, er et resultatet af, at vi historisk har kæmpet for velfærd og ordentlige løn- og ansættelsesvilkår for alle. Det skal vi kæmpe videre for.