20201221-122009-3-1920x1280we
Mattias Tesfaye afviser over for Information, at der er grund til bekymring for menneskerettighedsbrud og siger, at han forventer, at kun få mennesker vil begive sig over Middelhavet for at søge asyl i Danmark, hvis de kender til risikoen for overflytning til et tredjeland. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

'Uansvarligt og usolidarisk': Kritikken hagler ned over ministers lovforslag

5. mar 2021, 8:36
Nyt lovudkast skal sikre, at asylansøgere kan blive overflyttet til lande uden for EU. Ifølge regeringen vil det føre til mindre druknedød i Middelhavet. De første høringssvar er dog meget kritiske

Organisationer er stærkt kritiske over for det lovudkast, der skal muliggøre, at asylbehandlingen og indkvarteringen af asylansøgere fremover kan finde sted i et land uden for EU. Det fremgår af de først indkomne høringssvar til lovudkastet, skriver Dagbladet Information.

'Uhensigtsmæssigt, uansvarligt og usolidarisk,' lyder Dansk Flygtningehjælps beskrivelse af lovudkastet.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen øger kløften mellem handicappede og arbejdsmarkedet: 'Vi er bekymrede'

Også Røde Kors, Institut for Menneskerettigheder, DIGNITY, Retspolitisk Forening og Amnesty International er overordentlig betænkelige.

Kritikken drejer sig i første række om lovudkastets manglende præciseringer af en lang række momenter, der vil være afgørende for, om en kommende ordning vil være i overensstemmelse med EU-retten og Danmarks internationale forpligtigelser.

Ifølge udkastet skal asylproceduren i tredjelandet være 'forsvarlig'. Men hvad det reelt vil sige, er ikke underbygget nærmere, lyder det fra Institut for Menneskerettigheder, der også savner oplysninger om, hvordan indkvarteringen konkret skal foregå i lande uden for EU.

Røde Kors peger i sit høringssvar på, at 'flygtninges civile og socioøkonomiske rettigheder', herunder retten til arbejde, uddannelse, bolig og fri bevægelighed, ikke behandles nærmere i lovudkastet. Det er ifølge Røde Kors 'bekymrende' i forhold til at sikre disse rettigheder for eventuelle fremtidige overførte asylansøgere i tredjelande.

Amnesty International advarer 'på det kraftigste' imod, at lovforslaget vedtages, fordi udkastet indeholder 'en lang række ubekendte faktorer, som ikke giver de nødvendige garantier i forhold til asylansøgeres og flygtninges retssikkerhed, beskyttelse og adgang til menneskerettighederne'.

Mattias Tesfaye afviser over for Information, at der er grund til bekymring for menneskerettighedsbrud og siger, at han forventer, at kun få mennesker vil begive sig over Middelhavet for at søge asyl i Danmark, hvis de kender til risikoen for overflytning til et tredjeland.

'Derfor ville et modtagecenter de facto være det bedste initiativ mod menneskesmuglernes industri i gummibådene over Middelhavet, hvor der gennemsnitligt dør tre om dagen,' siger han.