20210105191118547_1000
Forbundskansler Angela Merkel holdt tirsdag pressemøde efter møde med ledere fra landets 16 delstater. Foto: Michel Kappeler/Reuters

Tyskland lukker ned i hele januar

5. jan. 2021 19.15
Tyskland forlænger nedlukning og strammer restriktioner yderligere for at bremse smittespredning.

Tyskland forlænger nedlukningen af landet til udgangen af januar. Det betyder, at skoler og de fleste butikker forbliver lukkede.

Samtidig bliver der indført nye restriktioner, som skal begrænse smittespredningen.

Det siger landets forbundskansler, Angela Merkel, på et pressemøde tirsdag, efter at hun har holdt møde med ledere fra landets 16 delstater.

Blandt de nye tiltag er, at der kommer restriktioner for rejser ind og ud af områder med meget smitte. Det gælder byer og distrikter med mere end 200 smittede per 100.000 indbyggere over syv dage.

Borgere i sådanne områder må højst bevæge sig i en radius på 15 kilometer fra eget hjem.

Det er første gang, at Tyskland strammer reglerne for ikke-essentielle rejser i landet.

Derudover må tyskerne fremover højst mødes med én anden person fra et andet hjem under de nye regler. Tidligere var tallet fem.

- Vi mener, at disse tiltag er berettigede, selv om de er hårde, siger Merkel.

Hun oplyser, at hun og delstatslederne vil mødes 25. januar, hvor de vil evaluere tiltagene.

Tyskland kæmper ligesom mange andre europæiske lande med anden bølge af coronavirusset. Der er bekymring for, at hospitalerne ikke kan følge med.

Og ifølge Merkel er den nye coronavariant, som blev opdaget i Storbritannien før jul, årsag til endnu mere forsigtighed.

Coronavarianten vurderes af eksperter til at være op mod 70 procent mere smitsom end den "oprindelige" variant.

Tyskland havde en delvis nedlukning i november, men blev tvunget til at lukke skoler, butikker og restauranter i midten af december, da tiltagene ikke virkede efter hensigten.

Og den nedlukning er tirsdag altså blevet forlænget.

Tyskland har tirsdag konstateret 11.897 nye smittetilfælde. Dermed er i alt cirka 1,79 millioner bekræftet smittede i landet, som har cirka 83 millioner indbyggere.

/ritzau/Reuters