Psykolog Jill Byrnit. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Tvetydig corona-kommunikation: Uvisheden gør os usikre

17. mar 2020, 20:05
Så længe myndigheder og politikere kommunikerer tydeligt og klart – også om alvorlige ting – så kan folk tåle at høre meget, siger psykolog.

I weekenden gik mange københavnere tur i det gode vejr, kindkyssede og drak kaffe på cafeer. På en lille og meget populær cafe i København kom der lørdag aften så mange mennesker, at cafeen besluttede at lukke helt af for gæster og fremover kun levere takeaway og sælge kaffe gennem en luge.

LÆS OGSÅ: Læge med opsang til ubekymrede danskere: 'Jeres adfærd betyder liv eller død for de svage'

Folk tog med andre ord let på myndighedernes opfordringer om at holde afstand og undgå at smitte hinanden. Ifølge Jill Byrnit, der er autoriseret psykolog og har en ph.d.  i evolutionspsykologi, er der stor forskel på, hvordan vi reagerer i en krisesituation.

- Der vil være folk, der er stærkt egoistiske og slet ikke udviser samfundssind. Der vil være folk, der er superheroiske og virkelig tager opgaven på sig. Der vil være folk, der forsøger at tjene på krisen, mens andre gør det modsatte. Man får hele paletten af menneskeligt adfærdsmønster udfoldet, når der opstår en krise, som den vi befinder os i nu, siger Jill Byrnit til A4 Arbejdsliv.

Hvad kan vi bruge det til?

- Man kan betragte det som en slags social vaccination. Vi får opbygget et vist kendskab til, hvordan vi som samfund reagerer i en krisesituation, og hvordan vi som individer reagerer. Hvis du kommer i en lignende situation, vil du kunne stoppe op og tænke tilbage: ’Hvad gjorde jeg sidst? Og var det hensigtsmæssigt?’, siger hun.

Jo klarere, jo mere ro

Da regeringen lukkede Danmark ned i midten af sidste uge, styrtede mange danskere hen i supermarkedet for at forsyne sig med mad og toiletpapir til mindst 14 dage. Det på trods af, at myndighederne havde forsikret os alle om, at der ikke ville opstå fødevaremangel, men det troede mange af de handlende ikke på.

Som en hamstrende borger sagde til Berlingske:

- Det er fint, at statsministeren siger, at der er varer nok. Men jeg frygter, at det ikke er rigtigt.

-Det er uvisheden, der gør os usikre. I øjeblikket kommer der hele tiden nye meldinger på nye pressemøder, og det gør det svært for os at indrette os, siger Jill Byrnit og tilføjer:

- Hvis vi får at vide, at vi skal blive hjemme i 14 dage, så finder vi jo ud af det. Det gør vi også, hvis det er tre måneder, så jo klarere det kan meldes ud, hvor lang tid det her kan tage, jo mere rolige bliver vi.

Daginstitutioner, skoler og universiteter er allerede lukket og de offentligt ansatte sendt hjem i foreløbig 14 dage. Lørdag lukkede Danmark også grænserne i foreløbig en måned.

LÆS OGSÅ: Apoteksansat overfuset af vred kunde: 'Nu er det din skyld, at jeg dør'

Det skete for at bremse smittespredningen og undgå, at hospitalerne bliver overbelastet af patienter smittet med COVID-19, som det er sket i Wuhan i Kina og i Norditalien.