Det seksualiserede arbejdsmiljø og den sexistiske virksomhedskultur på TV2 var ikke just hemmelig. Det fremgår af dokumentarserien ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’, der i går havde premiere på Discovery+.
Der blev lavet sjov med chefernes begejstring for kvindelige praktikanter i en medarbejder-revy, der blev talt i krogene om ‘chef-fryns’ og ‘bollekontorer’. Rygterne nåede også tillidsfolkene på TV2.
- På et tidspunkt havde vi en drøftelse i en faglig kreds, fordi vi bl.a. havde hørt en historie om en chef, der havde sagt: Vejen til forfremmelse går over sofaen i mit kontor, fortæller Niels Jerl, der var tillidsmand på TV2 i perioden 1999-2006.
- Og der havde også været nogle andre historier, vi ikke kunne få bekræftet. Også nogle historier, vi fandt ud af notorisk var forkerte. Så i virkeligheden var det et meget uldent billede. Og så talte vi om, om vi som tillidsfolk kunne lave en egentlig undersøgelse af, om der foregik mere eller mindre systematisk seksuel chikane på TV2, siger Niels Jerl i dokumentaren.