Behovet er så stort, at man som ufaglært i princippet kan komme ind fra gaden, blive coronapoder og få 240 kroner i timen, svarende til en månedsløn på over 35.000 kroner før skat. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tusindvis ansættes til at vaccinere og pode for corona

11. jan 2021, 06:40
Landets regioner og private firmaer hyrer tusindvis af medarbejdere til at foretage tests og vaccinere mod corona-virus. Det viser en rundspørge.

Der er brug for mange hænder og medarbejdere til at teste danskere for covid-19 og vaccinere mod den frygtede virus.

Alene Falck, Carelink, SOS International og Copenhagen Medical, der er de fire private aktører, som regeringen og regionerne har indgået aftaler om podning og lyntest med, har inden for de seneste måneder ansat 2.300 medarbejdere til opgaven.

Behovet er så stort, at man som ufaglært i princippet kan komme ind fra gaden, blive coronapoder og få 240 kroner i timen, svarende til en månedsløn på over 35.000 kroner før skat.

Det viser en rundspørge, som Fagbladet 3F har foretaget blandt landets regioner og de private virksomheder.

- Vi har lige ansat over 650 podere, siger administrerende direktør i Copenhagen Medical, Jeppe Handwerk, som kort før jul indgik en aftale med regeringen og regionerne.

Firmaet Copenhagen Medical, der leverer lyntest i Bella Center Copenhagen og Parken i København søger for tiden 99 testmedarbejdere, tilbyder 240 kroner i timen og en ansættelse uden overenskomst.

- Vi havde mindre end en uge, fra vi fik kontrakten med regionerne, til vi skulle åbne i Parken. På ganske få dage skulle vi således ansætte cirka 800 mennesker, og antallet er siden forøget til cirka 1.600, siger Jeppe Handwerk.

- Blandt andet derfor er poderne ikke ansat på overenskomst. Til gengæld har vi valgt at tilbyde en god timeløn på 240 kroner. Den timeløn gælder alle podere. Uanset baggrund og altså også ufaglærte, siger han.

Copenhagen Medical oplyser, at man prioriterer personer med en sundhedsfaglig baggrund eller en specifik erfaring i at pode.

- Men det kræver ikke nødvendigvis en uddannelse. Vi uddanner selv vores personale gennem et uddannelsesprogram ledet af vores læger, siger Jeppe Handwerk.

Anderledes ser det ud hos vikarbureauet Carelink. Her har man inden for de seneste to måneder ansat 150-200 medarbejdere, der ifølge Aarhus-virksomheden alle har en relevant, sundhedsfaglig baggrund og er ansat efter en overenskomst med Dansk Sygeplejeråd.

- Der er rigtig mange, som gerne vil være en del af det her. Det er nemt at rekruttere folk, siger Brian Rosenberg, direktør i Carelink.

SOS International, som regeringen og regionerne også har indgået en aftale med, anslår at have ansat mellem 300-400 nye podere. Udover det personale, de i forvejen har beskæftiget. De nye medarbejdere er dækket af overenskomster under henholdsvis HK og Forsikringsforbundet, oplyser virksomheden.

Falck, som var den første aktør, som regeringen og regionerne indgik en aftale om lyntest med, har også ansat mere end 1.500 nye medarbejdere til opgaven.

- Vi tester noget færre i starten af januar, end vi gjorde op mod jul og nytår, men umiddelbart forventer vi et stigende behov med de nye mutationer i sigte. Vi har kapacitet til at teste 50.000 om dagen, siger Peter Madvig, underdirektør i Falck.

Den nye mutation, Peter Madvig henviser til, kan betyde, at endnu flere skal ansættes for at pode og vaccinere.

I øjeblikket er en udbudsrunde i gang, hvor selskaber, der tilbyder hurtig-tests og mobile enheder, der kan rykke ud til plejehjem for at teste, efterspørges.

Også hos regionerne er der gang i ansættelserne.

Region Hovedstaden oplyser, at der inden for de seneste to måneder er blevet ansat omkring 300 personer til at pode.

Per 5. januar var der i Region Hovedstaden – ud over medarbejderne hos de private aktører – i alt ansat 1.021 medarbejdere på teststederne. Heraf havde kun 43 en sundhedsfaglig baggrund.

Region Hovedstaden oplyser, at det for at blive ansat til at foretage svælgpodning på borgere ikke er afgørende, hvilken uddannelsesmæssig baggrund man har.

- Det vigtigste er, at man er serviceminded og giver borgerne en god oplevelse samt kan varetage opgaven selvstændigt efter grundig oplæring, skriver Region Hovedstaden i et skriftligt svar til Fagbladet 3F..

I Region Nordjylland er der cirka 475 medarbejdere tilknyttet podningsindsatsen.

- Vi har hovedsagligt tilknyttet studerende fra forskellige sundhedsfaglige uddannelser. Deres løn – og ansættelsesvilkår følger de gældende overenskomster, siger Tina Beith, Afsnitsledende Bioanalytiker for Præanalyse og Testcenter Danmark Region Nordjylland.

- En del af de allerede tilknyttede vil også forestå vaccinationer. Vi vurderer, at der lige nu er et tilstrækkeligt antal medarbejdere, siger hun.

Det samme er vurderingen i Region Syddanmark. Her mangler der ikke medarbejdere til podnings- eller vaccinationsopgaver, og i alt 1.854 personer har tilmeldt sig en jobbank, som regionen efter behov kan ansætte personale fra på overenskomstmæssige vilkår.

Region Midtjylland oprettede i marts sidste år også en jobbank for personer, hovedsagligt med en sundhedsfaglig baggrund, som kunne hjælpe til på hospitalerne i forbindelse med corona-epidemien, hvis det blev nødvendigt.

I forbindelse med oprettelsen af testcentre er der blevet ansat personer fra jobbanken til at pode for corona, oplyser Koncern Kommunikation i Region Midtjylland til Fagbladet 3F.

Det præcise antal har regionen ikke haft mulighed for at fremskaffe.

Koncern Kommunikation i Region Midtjylland oplyser til Fagbladet 3F, at der kort før jul også blev rekrutteret folk med sundhedsfaglig baggrund til at vaccinere.

De hospitaler, som står for vaccinationscentrene i Region Midtjylland, rekrutterer løbende fra puljen af ansøgere. Aktuelt er der ansat 130 personer til at vaccinere, og der er ansættelser på vej af yderligere 130 personer, oplyser Koncern Kommunikation i Region Midtjylland.

Fagbladet 3F har også spurgt Region Sjælland, hvor mange personer der er blevet ansat til at foretage coronatest. Regionen har ikke haft mulighed at fremskaffe tallene inden redaktionens deadline, da det vil kræve en manuel optælling.