- Det er da ikke en jubii-situation, for vi har jo knuder i maven over, hvordan coronaen påvirker virksomhedernes afkast, siger FOA's Mona Striib. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Trods coranastorm på aktierne: Offentlig ansattes pension klarer skærene

19. apr, 09:18
Fagforbundet FOAs medlemmer, der slås med coronavirussen blandt andet på sygehuse og i ældreplejen, behøver ikke frygte, at den også raserer deres pensionsopsparing.

Selv om corona-pandemien har påvirket både det danske samfunds økonomi og verdensøkonomien, behøver fagforbundet FOAs medlemmer, blandt andre sosu’er, pædagogmedhjælpere og dagplejere, ikke frygte voldsomme tab på deres pensionsopsparinger. FOA-medlemmernes pensionsselskab, PenSam, opfordrer tværtimod kunderne til at tage situationen med nogenlunde ro.

- Vi arbejder med en ’gennemsnits-kontorente’, og det betyder, at vi gemmer i sparegrisen, når det er gode tider, og deler ud, når det er dårlige. Derfor vil den rente, vi tidligere har meldt ud - 3,54 procent - ikke blive ændret, siger Torsten Fels, der er administrerende direktør i PenSam, til Fagbladet FOA.

PenSam har 430.000 kunder og investeringsaktiver for 155 milliarder kroner, og selskabet kan lige nu trække på en række gode år. Men Torsten Fels lægger ikke skjul på, at det er meget voldsomt, hvad der er sket på aktiemarkederne i den seneste tid med kursfald på op til 30 procent. Mange lande har dog lavet hjælpepakker, der skal holde hånden under markedet, og der vil, vurderer Torsten Fels, blive tale om kortvarige dyk i kurserne.

- Det realistiske scenarie er et betydeligt fald i 2020, men også en forventning om at være tilbage i normal gænge i 2021. Det giver os ikke grund til bekymring. Jeg er fortrøstningsfuld, og det kan kunderne også være. Andre selskaber har sænket kontorenten, nogle til 0. Men gennemsnitsrenten og spredning af investeringerne betyder, at PenSam ikke behøver gøre det samme, siger han.

Torsten Fels peger dog også på, at brugen af ”sparegrisen” i den aktuelle krise, kræver genopbygning de kommende år.

. Så her er der nogle konsekvenser af coronakrisen, som det er mindre positivt at kigge frem til, siger han.

I FOA er forbundsformand Mona Striib tilfreds med, at PenSam kan fastholde det udmeldte renteniveau.

- Med gennemsnitsrente i stedet for markedsrente kan vi klare de forskellige udsving, der kommer i økonomien. Og på den måde sikrer vi en jævn og stabil udvikling af medlemmernes pension. Men det er da ikke en jubii-situation, for vi har jo knuder i maven over, hvordan coronaen påvirker virksomhedernes afkast, siger Mona Striib.

Hun føler sig overbevist om, at PenSam-konceptet med gennemsnitsrente er en rigtig strategi:

- Så skal det enkelte medlem ikke gå og blive urolig over op- og nedturene i økonomien. Coronaen kunne have givet - undskyld udtrykket – en rigtig stor røvfuld, siger hun til Fagbladet FOA.