Klaus_Krogsb__k_1650_px-medium_32-medium_32

Debat:
Tre indstillinger til pandemien, men ikke alle lige gode

24. dec. 2020 12.50
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

REGERINGEN OG MYNDIGHEDERNES jule-restriktioner er nødvendige for at bekæmpe corona. Og de er endnu et vink til os alle om at tage pandemien alvorligt. Det gælder fortsat af vores egen adfærd; om vi i det daglige er gode til at overholde anbefalinger, påbud og restriktioner.

Meget afhænger dog også af vores forudsætninger, som jo kan være vidt forskellige. Corona-krisen har således understreget den nære forbindelse mellem velstand og sundhed.

Boliger med god plads både inde og ude; job med mulighed for fleksibilitet og hjemmearbejde; privatbilen som transportmiddel; levering af madvarer direkte til døren; et godt helbred og en sund livsstil – alt sammen hjælper det med til at holde smitten fra døren.

LÆS OGSÅ: Pædagog: Kunsten at gøre sig umage!

Vanskeligere er det selvfølgelig i den anden ende af skalaen med trange boligforhold i en såkaldt ghetto; med trængslen i den kollektive trafik; med job på plejehjemmet, på slagteriet, i supermarkedet eller som buschauffør; med mange om det samme køkken og toilet; og måske med et dårligt helbred - overvægt, KOL eller lignende. Under sådanne forhold bevæger virussen sig hurtigere og rammer hårdere. Der er som bekendt ulighed i sundhed.

DET BETYDER SELVFØLGELIG også noget, hvilken indstilling vi hver især har til sundhedsmyndighedernes anbefalinger og påbud. Det er der lavet store videnskabelige undersøgelser om. Her vil jeg dog ganske uvidenskabeligt pege på tre forskellige indstillinger og måder at forholde sig til pandemien på og til myndighedernes restriktioner.

Nogle har nok en adfærd, som klart hører til den ene frem for den anden, men mange af os har sikkert prøvet at opføre os på alle tre måder, alt efter hvilken situation vi har befundet os i. Jeg vil kalde de tre indstillinger henholdsvis egoistisk, opportunistisk og solidarisk og vil definere dem sådan:

Den egoistiske indstilling accepterer anbefalinger eksempelvis om at holde afstand, vaske hænder og nyse i ærmet, men er imod kravet om at bære maske og imod nedlukning af eksempelvis cafeer, restauranter og de liberale erhverv. Ifølge denne indstilling er henstillinger og anbefalinger godt, så længe det bare er op til den enkelte selv at afgøre, om man vil følge dem.

Påbud og restriktioner er derimod skidt, fordi det påtvinger den enkelte bestemte handlemåder og begrænser handlefriheden. Den egoistiske indstilling ønsker allerhelst at være fri fra indgreb fra andre, især fra de offentlige myndigheder.

Den logiske konsekvens er afskaffelse af de skattefinansierede velfærdsordninger til fordel for privatfinansierede forsikringer. Om jeg kan blive behandlet, bør således afhænge af, om jeg har tegnet en sundhedsforsikring; sundhed afhænger nemlig af mine egne valg - ifølge denne indstilling.

Den opportunistiske indstilling accepterer myndighedernes anbefalinger og lever med de forskellige påbud og restriktioner. Man forholder sig til dem som til et hvert andet krav fra autoriteter. Først og fremmest viser man, at man formelt gør, hvad der kræves; og først dernæst ser man på, om man reelt kan undgå smittespredningen.

Jeg forestiller mig, at den opportunistiske indstilling kan oppebæres af en erhvervsdrivende, som foregiver at overholde restriktionerne, men reelt omgår flere af dem. Eller den kan oppebæres af lønmodtagere, som er vant til at gøre, hvad andre giver dem besked på, og som derfor ikke altid forholder sig til opgavens indhold. Problemet ved denne indstilling er selvfølgelig, at smitten ikke bremses, bare fordi nogle lader som om, at de bekæmper den.

Vi var ikke nået så langt med pandemi-bekæmpelsen, hvis ikke de fleste af os havde gjort en indsats
Klaus Krogsbæk, fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen

Den tredje og sidste indstilling kalder jeg den solidariske, fordi den både anerkender myndighedernes krav og erkender sin eget aktive ansvar. Det handler selvfølgelig om selv at overholde kravene, men også om positivt at påvirke familie, venner og kolleger til at gøre det samme.

Man argumenterer for nødvendigheden af de begrænsninger, som restriktionerne pålægger vores tilværelse, men peger samtidig på, at der er tale om midlertidige foranstaltninger, fordi også pandemien får en ende. Den solidariske indstilling og den aktive medvirken giver adgangsbillet til at kritisere de forskellige tiltag, hvis de ikke virker efter hensigten; noget som bliver opfattet både som en ret og en pligt.

Den solidariske indstilling står således i modsætning til den egoistiske hensynsløshed og den opportunistiske ligegyldighed.

DE TRE INDSTILLINGER minder selvfølgelig meget om noget, vi har set også før corona: Egoisten - den snævert synede type, som kun gør, hvad der bedst tjener ham/hende. Opportunisten - der gør alt for at tilpasse sig, og lader principperne vige til fordel for det umiddelbart mest fordelagtige.

Den solidariske kollega - den gode arbejdskammerat, aktive tillidsrepræsentant eller fornuftige mellemleder, der forsøger at tage ansvar for både produktion og personale.

Der er selvklart tale om tre stereotyper – det vil sige forenklede og unuancerede typer, som kun sjældent i virkeligheden findes i ren form. Men vi kan bruge dem som pejlemærker for vores egen adfærd – både under og efter pandemien - og for, hvordan vi gerne ser fagbevægelsen udvikle sig.

LÆS OGSÅ: Tidligere LO-konsulent: Tryg eller utryg? Fagbevægelsen spiller en nøglerolle

Jeg er – surprise! – tilhænger af den solidariske løsning. For mig er den ideelle målsætning et fællesskab bygget op om musketereden: Én for alle, alle for én. Det begynder og slutter med en dialog, hvor vi hver især lytter og forstår. Så vi for alvor kan tage hinanden alvorligt - og dermed også kan stille krav til hinanden.

Vi var ikke nået så langt med pandemi-bekæmpelsen, hvis ikke de fleste af os havde gjort en indsats. Og vi får heller ikke løst nogle af de store problemer efter pandemien - klima, nedslidning, stress osv. – hvis vi kun tænker på os selv eller overlader ansvaret til nogle få. Det fremmer kun egoisme og opportunisme - men det er solidaritet, vi har brug for.