20201119-190038-L-1920x1920we
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skriver på Twitter, at han er "dybt bekymret" over meldingen om de træ dræbte. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Tre ansatte i Dansk Flygtningehjælp dræbt i Etiopien

11. dec. 2020 10.20
Tre etiopiere, som bevogtede Dansk Flygtningehjælps arbejde i Tigray-regionen, er blevet dræbt i november.

Tre medarbejdere fra Dansk Flygtningehjælp har mistet livet i den konfliktramte Tigray-region i Etiopien.

Det oplyser Dansk Flygtningehjælp i en pressemeddelelse.

- Dansk Flygtningehjælp er dybt berørte over at bekræfte tre kollegers død i Tigray-regionen i Etiopien i sidste måned, skriver ngo'en.

Der er tale om tre etiopiske medarbejdere, oplyser organisationens pressetjeneste.

De tre afdøde bevogtede et af Dansk Flygtningehjælps projekter i Tigray og var alle "en integreret del af" organisationens arbejde i Etiopien, fremgår det af pressemeddelelsen.

- Desværre har det på grund af de lukkede kommunikationsveje og den fortsatte usikkerhed i regionen ikke været muligt at få kontakt til deres familier endnu, skriver ngo'en.

Der bliver fortsat arbejdet på at nå frem til familierne for at overbringe dem meldingen og sikre, at de får den fornødne hjælp, lyder det.

Dansk Flygtningehjælp yder humanitær bistand i Tigray, hvor der ifølge FN udspiller sig en "humanitær krise i fuld skala" som følge af en væbnet konflikt mellem regeringsstyrker og oprørsgruppen Tigray Folkets Befrielsesfront, TPLF.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skriver på Twitter, at han er "dybt bekymret" over meldingen om de tre dræbte.

- Vi kondolerer over for deres familier og kolleger, skriver ministeren.

- Civile og humanitære ansatte skal beskyttes fra angreb og er ikke et mål. Vi opfordrer alle parter til at anerkende dette.

Den væbnede konflikt i Etiopien har fået over 40.000 mennesker til at flygte til nabolandet Sudan.

FN's flygtningeorganisation, UNHCR, frygter, at tallet kan nå 200.000 over det næste halve år. Derfor har FN bedt om international og akut hjælp til at oprette tre nødhjælpslejre i området.

Danmark bebudede i slutningen af november et dansk bidrag på 60 millioner kroner til humanitære indsatser i Etiopiens Tigray-region.

Som en del af det sender Beredskabsstyrelsen mandskab og materiel til opbygning af lejre til etiopiske flygtninge i Sudan.

/ritzau/