Trafikselskaber er hårdt ramt af den nuværende corona-krise. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Trafikselskaber i knæ - frygter fremtiden

7. maj, 07:16
Trafikselskaber står foran kæmpe store underskud. Samtidig frygter selskaberne, at passagererne ikke vender tilbage efter krisen.

- Hvis vi sætter kikkerten for øjet og spejder ud efter coronakrisen, så ser vi manglende billetindtægter ved årets slutning på omkring 190 millioner kroner. Og vi ser optimistisk på det.

LÆS OGSÅ: Trods pres - Mette F. afviser grænseåbning

Det siger Nuuradiin Hussein til NB-Kommune. Han er formand for Nordjysk Trafikselskab, der er ejet af Region Nordjylland i fællesskab med regionens 11 kommuner.

Det drejer sig om millioner og måske endda milliarder af skatteydernes gode penge, når de offentlige trafikselskaber kommer i økonomisk uføre, for ejerne er kommuner og regioner i fællesskab. I sidste ende er det samme ejerkredse, der skal dække de forventede tab.

Og det er netop et økonomisk uføre, selskaberne kigger ind i. Fra samme øjeblik regeringen lukkede landet ned fra 13. marts, da coronapandemien tog kvælertag på Danmark, hoppede passagererne ud af bus og tog for at blive hjemme fra arbejde og passe på sig selv og familien.

Næsten to måneder senere er Danmark så småt ved at åbne igen, men for trafikselskaberne er alvoren af konsekvenserne af nedlukningen først nu ved at vise sig.

- Vi har naturligvis fulgt Transportministeriets og sundhedsmyndighedernes anbefalinger og retningslinjer fra første dag, og efter en uge kunne vi begynde at ane omfanget. Her faldt vores passagerantal med 80-90 procent, siger Nuuradiin Hussein, der desuden er formand for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Aalborg Kommune.

Det er et fald i passagerindtægter, som flere af de øvrige offentligt ejede trafikselskaber genkender. I de seneste uger har både Midttrafik, ejet af Region Midtjylland og de 18 kommuner i regionen, og FynBus med ejerkredsen Region Syddanmark og de ni kommuner på Fyn samt Langeland, klaget sin økonomiske nød.

Værst ser det ud for Midttrafik, hvis dystre prognoser peger på et tab på 420 millioner kroner på grund af coronakrisen og nedlukningen.

LÆS OGSÅ: Leonti boede i lastbil - Blev fyret og snydt for løn