20200612-075343-6-1920x1280we
- Vi skal videre med reformerne, hvis vi vil bevare den velfærdsmodel, vi har, og ikke rende ind i økonomiske kriser som tilbage i '70erne med meget høj arbejdsløshed og store underskud på de offentlige finanser, siger tidligere vismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Nina Smith. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Topøkonom:
Hvis den danske velfærdsmodel skal hænge sammen, skal vi holde reformtempoet

27. maj 2021 09.12
Vi skal videre med reformerne, hvis den danske velfærdsmodel skal hænge sammen, mener tidligere vismand Nina Smith.

- Vi må ikke hvile på laurbærrene. Vi er nødt til at holde reformtempoet.

Sådan lyder budskabet fra tidligere vismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Nina Smith i Berlingske. Hun er formand for den kommission, som regeringen har nedsat for at komme med forslag til såkaldte andengenerationsreformer af arbejdsmarkedet og den danske økonomi.

LÆS OGSÅ: Ukrainere indkvarteret ulovligt i gammel stald på luksus-gods: Godsejer benægter alt

Torsdag lander kommissionens første delrapport, og det er i den forbindelse, at formand Nina Smith i et interview med Berlingske forklarer, at på trods af et væld af reformer de seneste årtier, så er der ingen grund til at bremse op. Tværtimod.

- Vi risikerer at ryge direkte ind i en mur. Vi skal videre med reformerne, hvis vi vil bevare den velfærdsmodel, vi har, og ikke rende ind i økonomiske kriser som tilbage i '70erne med meget høj arbejdsløshed og store underskud på de offentlige finanser, siger hun til avisen.

Nina Smith forklarer, at den danske velfærdsmodel vil få svært ved at hænge sammen, når danskerne både har et stort krav om bedre offentlig service, ligesom de gerne vil arbejde mindre, når de får flere penge på kistebunden. Og kombineret med hvor svært det kan være at hæve produktiviteten i den offentlige sektor, fordi der er grænser for, hvor effektiv eksempelvis børnepasning kan være, giver det en ligning, der kan være svær at få til at gå op.

Opdraget til kommissionen fra regeringen var at skabe mere beskæftigelse samt sikre mindre ulighed. Men kommissionen må ikke komme med forslag om at sætte de offentlige ydelser ned eller hæve pensionsalderen. I stedet er det såkaldte andengenerationsreformer, der øger velstanden, men uden at øge utrygheden og uligheden i samfundet, der skal sikre udviklingen.

Den netop offentliggjorte rapport er den første af flere delrapporter fra kommissionen, der har indtil udgangen af 2022 til at komme med sin endelige rapport.