Det var via appen Messenger (logo til venstre), at kvinden fabrikerede den falske sex-chat. Foto: Phil Noble / Scanpix

Vild bedrageri-sag: Kvinde brugte falsk sexchikane-chat mod chef

3. sep 2019
Københavns Byret indledte forleden en stor bedragerisag mod en 30-årig kvinde. Dommen ventes til december.

Københavns Byret danner i øjeblikket ramme om en storstilet og spektakulær bedragerisag, hvor en 30-årig kvinde sidder på anklagebænken.

I alt er kvinden tiltalt for omkring 50 forskellige former for bedrageri, svindel og dokumentfalsk.

Det fremgår af det 22 sider lange anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

LÆS OGSÅ:  Laura Lindahl får nyt job: Skal være direktør

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

Blandt andet skal hun i et forsøg på bedrageri have fabrikeret en chatkorrespondance med sin tidligere chef i et forsøg på at få erstatning for sexchikane.

I chatsamtalen på Facebooks beskedtjeneste, Messenger, havde hun sammensat en autentisk, sober samtale med sin tidligere chef med upassende og falske beskeder, så det lignede, at hun blev udsat for krænkende beskeder.

Sagen blev efterfølgende anlagt som en civilsag, hvor hun krævede omkring 350.000 kroner fra sit tidligere arbejde og 50.000 kroner fra sin chef.

Hun trak dog efterfølgende anklagerne tilbage, og sagen blev ikke til noget.

Sagen blev indledt i sidste uge, og ifølge Radio24syv, som dækkede første retsmøde, erkender kvinden at have begået nogle af forholdene. Det er uvist hvor mange.

Kvinden er også anklaget for at have oprettet kviklån i sin mors navn.

Derudover er hun tiltalt for at have udgivet sig for at være fra myndighederne.

I flere tilfælde er hun anklaget for at have skrevet en falsk retsbog fra Københavns Byret.

Den angav, at hun var tilkendt en godtgørelse på 850.000 kroner som bevis på, at hun havde midler nok til at indfri en kassekredit, som skulle bruges i et erhvervsprojekt.

Der er afsat et hav af retsdage, og der ventes at falde dom til december.

/ritzau/