20190510-105528-3-1920x1277we__14_
Ved befrielsesaktionen i Slagelse lykkedes det en varetægtsfængslet mand, som ifølge politiet tilhører bandemiljøet, at flygte. Et våben var blevet smuglet ind skjult i en kage. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter spektakulær fangeflugt: Tilsyn ser på lovbrud i Justitsministeriet

15. mar 2021, 11:11
Tre gange undskyld fra Justitsministeriet i brev til flygtet fanges advokat.

Datatilsynet er ved at se på en sag om et sikkerhedsbrud, som Justitsministeriet har begået.

Tilsynet skal tage stilling til en eventuel sanktion. Det kan for eksempel være udtalelse af kritik eller en bøde.

Hvornår en afgørelse kan ventes, vides ikke, oplyser tilsynet til Ritzau.

Sagen drejer sig om, at ministeriet i februar sidste år offentliggjorde stærkt personfølsomme oplysninger.

I en redegørelse om en spektakulær flugt fra Psykiatrisygehus Slagelse frigav ministeriet detaljer om hovedpersonens sygehistorie og om hans tidligere kriminalitet.

At der er sket et lovbrud, er der ikke tvivl om. Justitsministeriet har i et brev til mandens advokat, Louise Traberg Smidt, erkendt, at den er gal.

Det er "selvsagt meget beklageligt", skriver en afdelingschef i ministeriet, at regler om databeskyttelse og forvaltningsretlige regler om tavshedspligt er blevet overtrådt.

Advokaten slog selv alarm i februar sidste år, og i maj erkendte Rigspolitiet, at man var gået for vidt.

Men først i december blev sagen af Justitsministeriet håndteret som et sikkerhedsbrud. Redegørelsen blev fjernet fra flere hjemmesider, og ministeriet meldte sig selv til Datatilsynet.

Altså gik der mere end et halvt år, før ministeriet for lov og orden rettede op.

Ved befrielsesaktionen i Slagelse lykkedes det en varetægtsfængslet mand, som ifølge politiet tilhører bandemiljøet, at flygte. Et våben var blevet smuglet ind skjult i en kage.

- Uanset hvem man er, skal myndighederne behandle folks sager efter reglerne. Vi lever i et retssamfund, og garantierne skal vi ihukomme, har advokat Louise Traberg Smidt slået fast.

Hele tre beklagelser er Justitsministeriet kommet med. Dels om selve sikkerhedsbruddet. Dels om den meget langsomme reaktion. Og endelig om langsommelig sagsbehandling i forhold til advokatens klage.

/ritzau/