Klaus_Krogsb__k_1650_px

Tidligere LO-konsulent:
Vi risikerer vores sammenhængskraft og styrke

15. mar. 2021 10.45
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

FORLEDEN PRÆSENTEREDE arbejdsmarkedsforskere fra FAOS på Københavns Universitet en opgørelse: Andelen af lønmodtagere, der er medlem af en ’rigtig’ fagforening faldt fra næsten 70 procent i 2000 til 53 procent i 2018. I samme periode steg andelen af medlemmer af en ’gul’ fagforening til 11,1 procent, og andelen af uorganiserede steg til 35,7 procent.

LÆS OGSÅ: Svigter lønmodtagerne fagbevægelsen? Eller fagbevægelsen lønmodtagerne?

Siden præsentationen har FH-forbundene haft travlt med at se deres strategier efter i sømmene: Hvordan står det til hos os? Hvad siger tallene? Har vi vendt udviklingen?

De fleste forbund har affundet sig med, at man selv har aben:

- Jo, de gule fagforeninger nasser på vores resultater, men når alt kommer til alt, vil medlemsudviklingen afhænge af, hvad vi selv gør, lyder vurderingen.

Medlemshvervning er derfor højt på dagsordenen i de forskellige forbund. En del af indsatsen er de såkaldte tillægsydelser, som igennem mange år har spillet en vigtig rolle. Tillægsydelser - eller bonusordninger og medlemsfordele som de også kaldes - strækker sig fra rabatter og billetter i den ene ende til uddannelsestilbud og lønforsikringer i den anden; for blot at nævne nogle få eksempler.

LÆS OGSÅ: Fagbevægelsen skal sikre sin relevans gennem de gamle dyder

Tillægsydelser giver forbundene muligheder for at tiltrække og fastholde medlemmer. Man kan da også sige meget godt om mange af dem; men samtidig skal man være opmærksom på, at de ikke får lov til at fylde for meget i indsatsen og i tankegangen blandt de valgte og ansatte. For i så fald kan de medvirke til at svække fagbevægelsens sammenhængskraft og styrke.

Hvis organisationen således polariseres mellem ”dem, derinde på kontoret” og ”os, herude på arbejdspladserne” fører det til afstand og fremmedgørelse, frem for fællesskab og solidaritet
Klaus Krogsbæk, tidligere LO-konsulent

Når kontingentet (og et eventuelt tillæg) er betalt, har medlemmet ret til tillægsydelsen. Medlemmet har således fra begyndelsen en forventning om, at når hun har betalt, har hun gjort, hvad hun skulle. Aftalen mellem fagforening og medlem svarer på denne måde til en hver anden handel mellem en sælger og en køber. Principielt fremmer tillægsydelser da også en kundementalitet hos medlemmet og en servicementalitet hos de valgte og ansatte; medlemmet efterspørger, mens de valgte og ansatte leverer.

PÅ DENNE MÅDE bliver ydelserne én af flere tendenser til at stille det professionelle apparat (valgte og ansatte) og medlemmerne op over for hinanden. Men hvis organisationen således polariseres mellem fagforeningskontoret og arbejdspladserne, vil det uvægerligt øge afstanden mellem de valgte/ansatte og medlemmerne.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske bag fremadstormende borgerforslag: 'Uligeløn kan ikke løses af fagforeningerne'

Og opfattes fagforeningen så (næsten) udelukkende som det professionelle apparat og ikke som kollektivet af de mange medlemmer, må målsætningen også indrettes derefter; fordi vi så har færre kræfter at gøre godt med, færre kræfter til at påvirke den folkelige stemning, arbejdsgiverne og politikerne. Der er selvfølgelig forskel på, hvad de valgte og ansatte kan opnå alene gennem deres egen aktivitet, og så på hvad tusindvis af engagerede tillidsvalgte og medlemmer på landets arbejdspladser og i lokalsamfundene vil kunne opnå i fællesskab.

Den faktiske opdeling af fagbevægelsen i et aktivt apparat og en passiv medlemsskare svækker os således i kampen for en bedre dagpengeordning
Klaus Krogsbæk, tidligere LO-konsulent

Svækket sammenhængskraft og styrke er altså risikoen ved en medlemshvervning baseret på et salg af medlemskab. Hvis der kun forventes kontingentbetaling af det nye medlem, frasiger fagbevægelsen sig ikke alene muligheden for det brede folkelige engagement, men må også affinde sig med at dens egen målsætning bliver anderledes beskeden.

FAGBEVÆGELSENS FORHOLD TIL DAGPENGESPØRGSMÅLET risikerer at blive et eksempel på hele denne problematik.

LÆS OGSÅ: Hver tredje kender en corona-arbejdsløs: Men dagpengesystemet er på 'katastrofekurs'

Igennem en årrække er dagpengeordningen blevet svækket: Ydelsesperioden er forkortet og optjeningsperioden forlænget, og især gør det ondt, at kompensationsgraden er sænket.

I konsekvens heraf tilbyder en række forbund lønforsikringsordninger som et supplement, altså som en tillægsydelse. I dag er lønforsikringer – kollektive eller private - blevet dagligdag for mere end 400.000 lønmodtagere. Derimod er det de færreste medlemmer, der er inviteret med i den politiske kamp for at få dagpengeordningen forbedret; den opfattes fortsat som en opgave for (nogle af) de valgte og ansatte.

Den faktiske opdeling af fagbevægelsen i et aktivt apparat og en passiv medlemsskare svækker os således i kampen for en bedre dagpengeordning. Og den fører generelt vores praksis – hvad vi bruger tid og kræfter på i hverdagen - væk fra vores egne politiske målsætninger og i retning af noget, som vi egentlig helst ville være foruden.