20201227091305530_1000
En af de første coronavacciner i Danmark gives på Omsorgscentret Kærbo i Ishøj. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ti måneder efter udbruddet:
De første danskere er coronavaccineret

TEMA: Corona i Danmark
27. dec. 2020 09.23
Ældre, kronisk syge og sundhedspersonale står forrest til coronavaccinen. Søndag blev det første stik givet.

De første danskere er søndag morgen blevet vaccineret mod covid-19. Det skete på fem plejehjem rundt omkring i landet.

Det første stik blevet givet, ti måneder efter at den første dansker blev bekræftet smittet med sygdommen.

Danmark modtog lørdag morgen 9750 doser af vaccinen fra Pfizer/BioNTech, som mandag blev godkendt i EU.

Den er blevet fordelt til et plejehjem i hver af landets fem regioner, og søndag er de første længe ventede stik altså blevet givet.

Der skal gives endnu et stik om et par uger, før den optimale effekt af vaccinen opnås.

Forrest i køen til vaccinen står personer i risikogrupper. Det gælder ældre og kronisk syg.

Det samme gælder sundheds- og plejepersonale og udvalgt personale, som har tæt kontakt med syge og personer i risikogrupperne.

Den første beboer på Aalborg Kommunes største plejehjem, Birkebo, som modtog vaccinen, var 92-årige Chresten Baisgaard.

Han fortæller, at det har været en hård tid på plejehjemmet.

- Alle aktiviteter har været lukket helt ned i ti måneder. Folk har siddet på deres stuer og gloet fjernsyn hele dagen, fortæller han, efter at han har fået det første nordjyske stik.

Vaccinen har i forsøg vist at have en effektivitet på 94 procent efter to stik.

Den første dansker, der blev bekræftet smittet med covid-19, var en medarbejder fra TV2, der havde været på skiferie i Italien.

Han fik beskeden 27. februar. Siden er der blevet registreret yderligere 151.166 tilfælde i Danmark.

1153 danskere, der var bekræftet smittet med covid-19, er afgået ved døden under epidemien.

I den kommende uge ventes der at blive leveret yderligere 38.025 vaccinedoser. I ugerne efter vil der komme knap 48.000 doser om ugen.

Danmark har sikret sig vaccine til minimum 1,5 millioner mennesker. Der er ydermere lagt billet ind på yderligere 2,6 millioner doser.

/ritzau/