Thomas Milsted: Corona viser os verdens ukontrollerbarhed

20. aug, 16:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

ER DER NOGET, der kendetegner vores samtid, er det det moderne menneskes behov for hele tiden at udvide kontrollen over stort set alt her i tilværelsen.

Men vores nervesystems struktur, der bygger på mening og ikke mindst forudsigelighed, har været på en hård prøve de sidste måneder. Der er vendt op og ned på mange ting i tilværelsen, også vores arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Professor om danskernes stigende pensionsalder: 'Ren ønsketænkning'

Corona har vist, hvor sårbare vi mennesker er, og hvor dårligt vi faktisk kan få det, hvis vi tror, at vi hele tiden kan planlægge og målsætte os hen til den næste platform med trivsel og velvære. Vi må også lære at kunne trives i det uforudsigelige, ellers vil ens liv være en uafbrudt kæde af begivenheder, der ikke lever op til ens forventninger.

Det forplanter sig til frustrationer, der igen kan udvikle sig til kroniske psykiske lidelser, blandt andet stress.

Hvad det har taget os arbejdsmiljøaktører årtier at overbevise arbejdsgiverne om, tog coronaen mindre end en uge
Thomas Milsted, stressekspert

Det viser også, hvor sårbare organisationerne er, hvis de ikke hurtigt kan omstille sig til de nye betingelser. Det er altså ikke kun medarbejderne, der skal have en realistisk accept af virkelighedens udfordringer, men i høj grad også organisationen selv, der skal kunne skabe stabile effektive procedurer her og nu.

Men når medarbejderne må lære at tilpasse sig efter bedste evne, må organisationen konstant havde en sensitiv opmærksomhed på rammerne og fremtiden.

Strukturelle forandringer er mulige, når det gælder

Hvad det har taget os arbejdsmiljøaktører årtier at overbevise arbejdsgiverne om, tog coronaen mindre end en uge. Da mange blev sendt hjem, blev det tydeligt, hvor stort et ansvar organisationen havde for at understøtte løsningen af kerneopgaverne. At det er vigtigt at give plads, så de enkelte medarbejdere kan få lov til at improvisere, lære og ikke mindst hvad der blev en væsentlig lære for mange; effekten af det at kunne arbejde uforstyrret og at kunne tilrettelægge sin egen arbejdsdag.

Det var selvfølgelig ikke alle, der havde den oplevelse. Undersøgelser peger også på, at det var stressende for mange at skulle arbejde hjemmefra.

For dem, som imidlertid trak mange gevinster ud af perioden derhjemme, viste der sig en gevinst for de enkelte virksomheder; ingen stress hos medarbejderne og en produktivitet der overgik, den man så under normale omstændigheder.

LÆS OGSÅ: Overlægen Lisbeth om nye corona-erfaringer: 'Samarbejdet på tværs har været uhyre ukompliceret'

Dette skal ses i lyset af de første resultater hos Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårenes store undersøgelse om Covid-19's indvirkning på befolkningens velvære. Det er dystre resultater, hvor over halvdelen af europæerne er bekymrede for deres fremtid som følge af covid-19-krisen. Kun 45 procent føler sig ifølge undersøgelsen optimistiske.

Det skal vi tage med os i fremtidens arbejdsliv

Uden at glemme de mange og negative konsekvenser af denne krise vi står i, må vi også trække på den lære, det har givet os.

Den viser nemlig, at den fleksibilitet vi ofte forventer af medarbejderne, nu kan sendes retur til arbejdsgiverne.
Vi vil altid som individer forsøge at opretholde stabiliteten indenfor forskellige variable faktorer; det er sådan, det menneskelige nervesystem fungerer. Det betyder i praksis, at vi skal gives stor frihed og helst i en grad, der gør det muligt for den enkelte medarbejder at kunne styre tempoet, mængden og kompleksiteten i deres arbejde.

LÆS OGSÅ: Analyse: Arne-plan er kun begyndelsen til et bedre arbejdsmiljø

Det gør vi fra organisationens side ved at vise stor tillid til medarbejdernes selvstændighed, sikre en masse uforstyrret tid og en nærværende ledelse, der kan medvirke til at reducere kompleksiteten i løsningen af arbejdsopgaverne.

Det er blandt andet noget af den lære, coronaen har vist os, og som vi med stor fordel kan tage med os videre.

Om Thomas Milsted

Stressekspert i mere end 15 år og forfatter til flere bøger - blandt andet:

'Stress, sådan tackler du det', Børsens Forlag.

'Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv', Jyllands-Postens Forlag.

'Ned og op med stress. En samtalebog med Pernille Rosenkrantz-Theil', Gyldendal.

Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel og nuværende medlem af Stresstænketanken.