Mattias_Tesfaye_fungerende_besk__ftigelsesminister_S_Liselotte_Sabroe_Ritzau_Scanpix
Mattias Tesfaye, fungerende beskæftigelsesminister (S) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tesfaye:
Regeringen står fast: Nej til EU-rammer for mindsteløn

6. dec. 2021 06.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

DET KAN SIGES MEGET KLART: Nej tak til EU-Kommissionens forslag om rammer for mindsteløn. Løndannelse sker og skal fortsat ske mellem arbejdsmarkedets parter i Danmark.

Der er stadig stor forskel på levevilkårene i Europa. Og når lønmodtagere rejser fra nogle af de syd- og centraleuropæiske lande for at arbejde i andre EU-lande, har vi set, at de alt for ofte bliver underbetalt.

For regeringen er det helt principielt, at lønfastsættelsen i Danmark sker mellem arbejdsmarkedets parter. Regeringen har derfor aldrig ønsket dette direktiv. Allerhelst så vi, at forslaget aldrig bliver vedtaget
Mattias Tesfaye, fungerende beskæftigelsesminister (S)

Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved. Der skal være en fair løn til alle lønmodtagere i EU. Men tanken om at indføre fælles rammer og procedurer for mindsteløn i EU er ikke den rigtige løsning.

I nogle lande er det politikerne, der lovgiver om mindstelønnen. I Danmark er det anderledes. Her skaber vores danske model det bedste resultat - for både lønmodtagere og arbejdsgivere. Det har vi set beviser på over mere end 100 år. Vi ønsker ikke, at EU skal blande sig i, hvordan vi indretter og tænker løndannelsen på vores arbejdsmarked.

LÆS OGSÅ: Regeringen får Folketingets opbakning til dansk nej til EU-bestemt mindsteløn

I OKTOBER 2020 FREMSATTE EU-Kommissionen et direktivforslag om rammer for mindsteløn i medlemslandene. Direktivet skal være med til at sikre en tilstrækkelig løn til alle borgere i EU og fremme kollektive forhandlinger i landene.

For regeringen er det helt principielt, at lønfastsættelsen i Danmark sker mellem arbejdsmarkedets parter. Regeringen har derfor aldrig ønsket dette direktiv. Allerhelst så vi, at forslaget aldrig bliver vedtaget.

LÆS OGSÅ: Top-professor advarer: Nye EU-regler kan være katastrofale for danske overenskomster

Samtidig står det dog klart, at en lang række lande har et stærkt ønske om at få et direktiv på det her område. Af den grund har vi på alle niveauer presset på og fået væsentlige indrømmelser i forhandlingerne for at beskytte vores model. Det er vi selvfølgelig glade for. Men selvom forslaget, som det ligger, ikke direkte griber ind i arbejdsmarkedet, kan vi fortsat ikke – og ønsker ikke – at bakke op om det.

Vi er nemlig bekymrede for, at et direktiv vil føre til en glidebane, hvor EU får mere og mere at skulle have sagt på det her område.

I DAG ER DER rådsmøde i Bruxelles, hvor der skal stemmes om direktivet. Det er en dag, hvor det er vigtigt for Danmark at sende et klart signal om modstanden mod det her direktiv.

Og vi kan stå insisterende fast grundet den solide opbakning, vi har i Folketinget, den stærke indsats fra de danske medlemmer af Europa-Parlamentet og med opbakning fra arbejdsmarkedets parter.

Regeringen vil derfor på rådsmødet i dag stemme nej til forslaget om EU-rammer for mindsteløn. Det er nødvendigt at sende et klart signal om, at vi ønsker at beskytte den danske model, som vi kender den.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].