20210920-154742-L-1920x1276we
Vikarierende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) opfordrer kritikerne af øremærket barsel til at trække vejret og se på vores nabolande. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Minister:
Kritikere af øremærket barsel skal tage en dyb indånding

27. okt. 2021 07.26
Øremærket barsel til mænd har skabt stor kritik fra ikke mindst kvinder. Partier bag aftale maner til ro.

Siden arbejdsmarkedets parter præsenterede deres udspil til en ny lov om øremærket barsel til mænd har der været en voldsom debat. Blandt andet har nogle mødre og kommende mødre set det som tyveri af deres barsel.

Tirsdag faldt en bred politisk aftale så på plads, der giver hver forælder ret til 9 uger øremærket barsel ud over de to øremærkede uger, der allerede findes. Resten af barslen kan fordeles frit.

Vikarierende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S), der dækker ind under Peter Hummlgaards barsel, siger tirsdag aften om kritikken og debatten:

- Jeg tror, vi skal tage en dyb indånding og så se på vores nabolande, hvor det trods alt fungerer rimeligt godt. Danske fædre kommer nu til at tage noget mere barsel.

- Og det bliver godt for både far, for mor og for børnene, som jeg synes nogle gange er blevet glemt lidt i denne her diskussion. De får nu lov til at gå derhjemme med både deres far og mor.

Under forhandlingerne har der været mødredemonstration på Christiansborgs Slotsplads, og i en kronik i Politiken beskrev 341 mødre øremærket barsel som at rive børn ud af mødrenes arme.

Enhedslistens Pernille Skipper siger til kritikken, at hendes fokus er på, at der nu er tale om ligestilling efter kvinder i årtier har haft 14 ugers øremærket barsel.

- Vi har alle en interesse i, at orloven ikke bliver fordelt så dårligt som nu. Vi gør det ikke mindst for de piger, der er små i dag, og deres fremtidige muligheder, siger hun.

Ifølge De Radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa, er loven afgørende for at få skabt en kulturforandring, så mænd tager mere barsel.

- Jeg vil vende det om og sige, at nu bliver mænd sikret tid med deres små børn. De får nu en rettighed, som kvinder har haft i mange år. Det synes jeg er noget at fejre.

Kritikken fra specielt flere blå partier går på, at der slet ikke burde være øremærket barsel men at alt barslen bør være til deling frit.

Blandt andet skriver Dansk Folkepartis Ungdom, Tobias Weische, tirsdag aften, at aftalen er "det største overgreb på familien i nyere tid".

Venstre er som eneste parti i blå blok med i aftalen. Partiets beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, forklarer, at Danmark på grund af et EU-direktiv skal indføre lige barsel.

Og at partiet derfor er gået med for at sikre, at aftalen blev så lidt indgribende som muligt.

- Det handler om at vi sikrer, at vi laver en minimumsimplementering af de regler, der kommer fra EU.

/ritzau/