Hårdest ramt: Mange taxichauffører ramt af corona-ledighed

4. okt 2020, 09:45
Taxichaufførerne er den faggruppe, der har mærket corona-ledigheden allermest. Det viser nye tal fra 3F.

Det er ikke kun kokke, tjenere og andre medarbejdere i restaurationsbranchen, der er blevet hårdt ramt af corona-krisen. Nu viser nye tal fra 3F, at taxichaufførerne i 3F faktisk er dem, der er blevet allerhårdest ramt, siden corona-virus fik tag i Danmark i marts.

Det skriver Fagbladet 3F.

På dét tidspunkt i marts var 8,9 procent af dem ledige. I april var det tal steget til hele 33 procent. Siden er det faldet igen. Men kun til 24,3 procent i august. Dermed er taxichaufførernes ledighed stadig tredoblet, sammenlignet med marts måned.

I antal hoveder – omregnet til fuldtidsledige og korrigeret for sæsonudsving – svarer det nu til 400 ledige taxichauffører.

Tjenerne, som er den andenhårdest ramte faggruppe i 3F, steg fra 7,5 procent ledige i marts til 15,2 procent i august, og har altså dobbelt så mange ledige nu.

Ifølge Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport (DPT), som er den faglige brancheforening for bus- og taxivognmænd i Danmark, så faldt taxibranchens omsætning voldsomt i marts.

- Vi kan se i vores tal, at omsætningen faldt med 80 procent næsten fra den ene dag til den anden, og mange chauffører blev sendt hjem, fordi der ikke var noget at lave, siger Trine Wollenberg.

Ifølge Trine Wollenberg er taxibranchen mindst lige så hårdt ramt som hoteller og restaurationer.

- Vi mangler alle konferencerne, turisterne og forretningsfolkene, som udgør en rigtig stor del af forretningsgrundlaget for branchen, siger hun.

Vicedirektøren påpeger, at selv om det går bedre nu, så ligger omsætningen i branchen kun på godt halvdelen af, hvad den gjorde samme tid sidste år. Nedlukningen i september, hvor restaurationer skal lukke klokken 22, har gjort det hele værre igen.

- Nattelivet er en stor indtægtskilde for taxierhvervet, og det er jo stort set forsvundet for et par uger siden. Det har trukket tæppet væk igen, og omsætningstallene er meget påvirkede, pointerer Trine Wollenberg.

Hun håber nu, at politikerne vil erkende, at taxifirmaerne er private virksomheder, som skal tjene sine egne penge ligesom hoteller og restaurationer, og at branchen er ramt på samme måde som hoteller og restaurationer og derfor ønsker særlige hjælpeordninger.

- Ser man ikke behovet for at holde hånden under taxibranchen, så vil der måske være færre taxivirksomheder, når samfundet bliver mere normalt igen, mener hun.