- Vores viden og vores håndværk forsvinder med medarbejderne og virksomheden, siger Mette Palsteen. Foto: Rie Neuchs

Møbelpolstreren Mette vil gøre alt for at beholde sine ansatte: 'De er mit guld'

18. mar 2020, 09:56
Firmaet Tapetserer Mette Palsteen er en af de SMV'er, der ser ind i en fremtid uden ordrer. Ejer Mette Palsteen håber på opbakning fra Folketinget meget snart. Hvis hun ikke kan beholde sine ansatte, er hun i tvivl om, hvorvidt hendes livsværk fortsætter.

Mette Palsteen har været tapetserer i 33 år. De seneste 28 af dem som håndværksmester, eller virksomhedsejer som det hedder med en mere moderne betegnelse. Hendes virksomhed hedder slet og ret Tapetserer Mette Palsteen, og blandt meget andet restaurerer, reparerer og ombetrækker de møbler i alle afskygninger.

På referencelisten står blandt andet Christiansborg, Statsministeriet, Højesteret og Amalienborg. Sidste forår modtog virksomheden prædikatet ‘Kongelig Hofleverandør’.

Men om seks til otte uger er ordrebogen tom.

- Uoverskueligt, siger Mette Palsteen.

LÆS OGSÅ: Udskydelse af moms og skat er ikke nok: Regeringen skal poste flere penge ud til SMV'erne

Hun ejer Tapetserer Mette Palsteen sammen med sin mand Claus Palsteen. De har tre svende, en administrator, en lærling, og to timelønnede ansat. Lærlingen er i hjemmekarantæne. De to timelønnede er hjemsendt på ubestemt tid.

Derudover holder de alle fri om fredagen de næste to uger. Ydermere er arbejdstiderne ændret, således at det er muligt at arbejde ekstra i løbet af ugen og holde fri en dag yderligere. Begge dele for, at de ansatte med børn har mulighed for at passe deres børn.

- Vi er selv forældre, så det ligger mig rigtig meget på sinde, at det fungerer for de familier, der har børn. Men omvendt er jeg afhængig af deres hænder og deres håndværk. Jeg skal have udført ordrerne i ordrebogen, så jeg kan få noget omsætning, så jeg kan betale løn til mine medarbejdere, siger Mette Palsteen.

Det er en af de klemmer, som Mette Palsteen og tusindvis af andre SMV'er sidder i i disse dage. Et hensyn til ansatte, virksomheden og dem selv.

Der skal mere til

I onsdags foreslog regeringen at udskyde momsbetalingerne for netop SMV'er, samt at udskyde fristen for betaling af B-skat.

Små virksomheder med under 50 ansatte skal dermed først betale moms den 1. marts 2021, mens mellemstore virksomheder med op til 250 ansatte først skal betale den 1. september i år.

Betalingsfristen for B-skat, som ellers lå den 20. april, flyttes til den 20. juni, mens fristen den 20. maj udskydes til den 20. december. Dermed bliver april og maj helt fri for betaling af B-skat.

Men de tiltag forslår som en skrædder i helvede ifølge SMVdanmark, der er erhvervsorganisation for 18.000 danske SMV'er.

- Det nytter jo ikke noget at udskyde moms- og skattebetalingerne, når der ikke er noget at betale moms og skat af, siger vicedirektør i SMVdanmark Jakob Brandt.

Forståelse for tiltag

Mette og Claus Palsteen har foruden ændringerne i arbejdstiden også taget deres sundhedsmæssige forholdsregler. Butikken og værkstedet er sprittet af, og der står håndsprit hist og her.

Toilettet er nu installeret med sensor til lys og håndvask, det samme er sæbe og håndtørring. Når medarbejderne modtager pakker, vasker de efterfølgende hænder, og de holder generelt mere afstand til hinanden.

Dygtige og trofaste håndværkere er det største aktiv i en virksomhed som vores. Jeg kan ikke bare gå ud og få en vikar
Mette Palsteen, ejer af Tapetserer Mette Palsteen

Tidligere var der morgenmøde en gang om måneden, men det er nu ændret til hver dag, så medarbejderne lige ser hinanden i øjnene og snakker om, hvordan de hver især oplever situationen med et Danmark, der er blevet lukket ned af corona-virus/COVID-19.

Derudover har de opfordret til, at deres ansatte aflyser alle de sociale arrangementer, de overhovedet kan.

- Det er selvfølgelig et indgribende tiltag, men hvis nogle af os bliver ramt af sygdom, så er det en meget stor omkostning for en lille virksomhed som vores, siger Mette Palsteen.

- Heldigvis er medarbejderne forstående, og der er stor samhørighed mellem vores og deres ønsker, siger Claus Palsteen.

Selv tager ægteparret hver dag den time lange køretur til sommerhuset i Korsør i stedet for gåturen til lejligheden på Østerbro få minutter derfra.

'Mine medarbejdere er mit guld'

Når de møder ind på arbejde igen dagen efter, plejede det at være til fem til ti henvendelser om nye ordrer og arbejde i indbakken. Men også det er ændret.

- Siden i onsdags har der været ingen, siger Claus Palsteen.

- Men vi skal ikke være for pessimistiske, for vi har stadig arbejde til de næste uger. Men det er da klart, at det er et kæmpe problem, siger Mette Palsteen med en ophøjet ro, som de fleste i en tilsvarende situation, nok ville være hende misundelig.

Og situationen er, at Tapetserer Mette Palsteen om få uger ser ind i en fremtid uden ordrer og uden arbejde til de ansatte.

- Og så bliver jeg nødt til at kontakte min faglige organisation, Dansk Håndværk, og spørge dem, hvordan jeg håndterer en afskedigelse af alle mine medarbejdere, siger Mette Palsteen.

Og så springer alle de retoriske spørgsmål frem.

- Får du dine medarbejdere tilbage igen, når der måske kommer nye ordrer? Kan virksomheden overhovedet køre videre, hvis du ikke gør?, spørger Mette Palsteen ud i lokalet.

For medarbejderne er marven i Tapetserer Mette Palsteen.

- Dygtige og trofaste håndværkere er det største aktiv i en virksomhed som vores. Jeg kan ikke bare gå ud og få en vikar. Vi bruger fire år på at lære dem et specialistarbejde, som jeg ikke engang kan finde hos mine kolleger. Mine medarbejdere er mit guld, siger Mette Palsteen og fortsætter:

- Vi udfører et håndværk, der handler om viden i udtryk, opbygning og materialeforståelse. Det er stilarter og historie. Jeg har brugt 33 år på det her, og jeg er ikke færdig endnu.

Det er 33 års erfaringer og færdigheder, der skal gives videre til den næste generation af møbelpolstrere, så de kan fortsætte med at polstre med omhu.

- En krise som denne er måske kun midlertidig, men det kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis vi ikke får hjælp, hvis det bliver nødvendigt. Vores viden og vores håndværk forsvinder med medarbejderne og virksomheden, siger Mette Palsteen.

Likviditet til SMV'erne

Mette og Claus Palsteen bakker derfor op om flere af SMVdanmarks forslag, der skal redde de små og mellemstore virksomheder.

Blandt andet at de tre ugers ferie, der er indefrosset som følge af den nye ferielov, skal frigives, således at virksomheden kan give deres ansatte feriefri, i stedet for at afskedige dem.

De mener også, at man bør se til Sverige, hvor nationalbanken har stillet 500 mia. svenske kr. til rådighed med 0 pct. i rente, således at bankerne ikke skal kreditvurdere virksomhederne i en tid med færre ordrer og lavere omsætning.

Og endelig at virksomhedsejere også skal have en lønkompensation på 23.000 kr. om måneden, svarende til den kompensation som søndagens hjælpepakke til private lønmodtagere indeholdt.

- Hvorfor skal vi stilles anderledes end de andre?, siger Mette Palsteen.

LÆS OGSÅ: Selvstændige har råbt om hjælp: Nu reagerer regeringen

Det forventes, at regeringen i løbet af i dag lægger et forslag frem for Folketinget, der skal hjælpe de små og mellemstore virksomheder som netop Tapetserer Mette Palsteen.