Foto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix

Tandlæge-chef forsvarer udskældt coronagebyr: Andre tager 500 kroner

5. maj, 14:45
Flere kunder er vrede over, at tandlægeklinikken Colosseum Tandlægerne tager hygiejnegebyr på 175 kroner. Ekstraregninger til værnemidler og tvungne pauser mellem patienter koster dyrt, siger direktør.

Ekstra udluftning, dyre værnemidler og flere lønudgifter til personale. 

Det er ifølge Jens Mondrup, adm. direktør i Colosseum Tandlægerne, forklaringen på, at den landsdækkende tandlægekæde har valgt at opkræve et ekstragebyr på 175 kroner for behandlinger under coronakrisen.

LÆS OGSÅ: Kunder vrede over tandlægegebyr: 'Det er fandme frækt'

- Listen over værnemidler, som vores ansatte er nødsaget til at bruge for at leve op til myndighedernes krav, er lang og dyr. Samtidig er de blevet utroligt svære at skaffe, siger Jens Mondrup til A4 Arbejdsliv. 

Hvilke værnemidler er det? 

- Det er blandt andet visirer og huer, og vi har også store problemer med at fremskaffe regnjakker eller plastikkitler, som de ansatte skal bære. Derudover er der de sædvanlige værnemidler som handsker og mundbind, som altsammen er ganske svært at få fat i, forklarer direktøren. 

Det såkaldte hygiejnegebyr på 175 kroner har vakt vrede og forvirring blandt flere af Colosseum-kædens kunder, der har opdaget det ekstra tillæg på deres regning efter endt tandbehandling

- Jeg synes, at 175 kroner er opskruet og for meget. Særligt når jeg hører, at andre tandlæger kun tager et gebyr på en halvtredser, siger 37-årige Kristina Culum, der blev opkrævet gebyret, efter hun akut fik repareret en knækket tand. 

Ifølge direktør Jens Mondrup er gebyrets størrelse dog fuldt med på linje med det, som andre tandlæger opkræver. 

- Det er det beløb, som vi synes, at vi kunne være bekendt at tage, og det er på niveau med andre klinikker, som vi har undersøgt, siger direktøren. 

- Vi har også set eksempler på klinikker, der tager helt op til 500 kroner i gebyr, og det synes vi ikke er rimeligt, tilføjer han. 

Bruger flere penge på løn  

Direktør Jens Mondrup fortæller desuden, at det ikke kun er udgifterne til værnemidler, der koster dyrt for Colosseum-kæden, der har 11 tandlægeklinikker landet over. 

Myndighedernes skærpede retningslinjer mod coronasmitte betyder, at tandklinikkerne er tvunget til at holde længere pauser mellem hver patient for at kunne gøre rent og begrænse risikoen for coronasmitte.

- Det presser forretningen, for vi kan ikke tage så mange patienter, som vi plejer. Og der er utroligt mange kunder, som gerne vil til tandlægen nu, og den efterspørgsel vil vi gøre alt for at efterkomme, siger Jens Mondrup. 

Han fortæller, at tandlægekæden har indført særlige ordninger, hvor hver tandlæge hurtigt går videre til et nyt behandlingsrum for at tilse en ny patient, når en behandling er overstået. 

På den måde kan klinikassistenterne på klinikken hurtigt rengøre det brugte behandlingsrum, så det kan blive klar til nye patienter. 

Samtidig holder flere af Colosseum-kædens klinikker åbent på tidligere og senere tidspunkter end normalt for at imødekomme så mange kunder som overhovedet muligt.

- Der har store dele af vores personale heldigvis været enormt fleksible og været klar til at arbejde på andre tidspunkter, end de plejer for at hjælpe os i den usædvanlige situation, siger Jens Mondrup. 

- Men alle de ekstra tiltag gør også, at vi har flere udgifter til de ansattes løn, som vi skal have dækket, forklarer direktøren. 

Får ros - ikke kritik 

Som tidligere nævnt har A4 Arbejdsliv talt med en række kunder, der er utilfredse med Colosseum-kædens coronagebyr. 

Ifølge Jens Mondrup er han og tandlægerne på kædens klinikker dog ikke blevet mødt med negative reaktioner på gebyret. 

- Normalt har folk rigtig god forståelse for, at vi tager det her gebyr. I nogle tilfælde har vi oplevet, at kunder roser os og siger, at det er godt, at vi tager hygiejnen så alvorligt, siger Jens Mondrup.

- Men der er da ingen tvivl om, at vi vil opleve negative reaktioner på det her. Folk kan jo ikke lide at komme af med penge, hvis de kan undgå det, tilføjer direktøren.