Fra næste år har sygeplejersker ret til at gå på fuldtid, hvis de ønsker det. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Sygeplejersker og sosu'er får særlig ret: Kan kræve fuldtid

11. dec 2019
Sygeplejersker og sosu-assistenter på landets hospitaler kan fremover kræve at gå op på fuldtid.

En sygeplejerske eller sosu-assistent, der gerne vil op på fuldtid, kan nu være sikker på at få 'ja' til det ønske. 

Et nyt initiativ pålægger nemlig cheferne på de regionale sygehuse at give medarbejdere lov til at arbejde 37 timer om ugen. Retten gælder i første omgang plejepersonalet på de regionale arbejdspladser, skriver Danske Regioner i en pressemeddelse onsdag. 

LÆS OGSÅ: Offentligt ansatte skal have ret til fuldtid: Men mange vil ikke arbejde mere

Håbet er at få mere personale på sygehusene, hvor der flere steder er stor mangel på varme hænder. Og det er netop regionernes udfordringer med at rekruttere det fornødne antal medarbejdere, der er årsag til, at der nu skal mere personale op på fuldtid.

den nye finanslov er der afsat midler til, at der i 2020 og 2021 skal ansættes 1.000 flere sygeplejersker på sygehusene. Det er de penge, der gør det muligt for regionerne at tage initiativet.

Aftalen er indgået med Forhandlingsfælleskabet, der repræsenterer 51 faglige organisationer, der forhandler med de kommunale og regionale arbejdsgivere. En af dem, der er med til at forhandle løn- og arbejdsvilkår for ansatte i kommuner og regioner, er FOA-formanden Mona Striib. Hun repræsenterer sosu-asisstenterne. 

Hun er glad for, at de faglige organisationer sammen med kommunerne og regionerne prøver at løse udfordringerne med, at et stort flertal af offentligt ansatte arbejder på deltid.

- Vi skal have mindsket gabet for at kunne imødegå de demografiske udfordringer og have udstyret vores medlemmer med nogle rettigheder til et fuldtidsarbejde, man kan leve af. Den indsats skal gå hånd i hånd med, at vi skaber et arbejdsmiljø, som man også kan holde ud at arbejde i, siger hun til A4 Arbejdsliv.

Står det til FOA skal retten til fuldtid omfatte endnu flere end dem, der indgår i Danske Regioners udspil. 

LÆS OGSÅ: Kommuner og sosu'er i fælles opråb til politikere: Bland jer uden om vores arbejdstid

I dag er knap halvdelen af regionernes omkring 38.000 sygeplejersker ansat på deltid. Og 10 procent af sygeplejerskerne på deltid gerne vil op på fuldtid, viste en tidligere undersøgelse. Blandt de cirka 8.300 sosu-assistenter, der er ansat under regionerne, er 45 procent ansat i deltidsstillinger, oplyser Danske Regioner.

Dansk Sygeplejeråd: Skab bedre forhold

Grete Christensen, der formand for Dansk Sygeplejeråd, fortæller, at man i mange år har diskuteret, hvordan man kan få flere til at arbejde på fuldtid. Hun roser, at man nu forsøger at starte den udvikling ved at skabe en kultur for fuldtidsarbejde på hospitalerne.

- Det er rart for os at høre, at Danske Regioner nu har besluttet sig for, at nu mener de det, siger hun.

Men ligesom FOA-formanden er hun optaget af, at udviklingen sker i takt med bedre arbejdsforhold for plejepersonalet.

- Hvis vi vil tilvejebringe det fornødne antal af sygeplejersker i fremtiden, bliver man nødt til at være mere ansvarlige i forhold til at passe på dem, vi har derude og hjælpe til med, at de kan være i et fuldtidsjob, siger hun til A4 Arbejdsliv.

- Det kræver, at tempoet bliver sat ned på afdelingerne. Og det kræver, at man simpelthen investerer i medarbejderne, og ikke bare tænker, at de skal løbe solen sort, siger Grete Christensen.

Udover den nye ret til fuldtid opfordrer Danske Regioner alle de regionale hospitaler til at slå stillinger op som fuldtidsstillinger. 

Sådan skal der ansætte 1.000 flere sygeplejersker på sygehusene:

  • Der etableres en ret til fuldtid fra 2020. Retten gælder i første omgang plejepersonalet på de regionale arbejdspladser.
  • Alle regioner opfordres til at indskærpe, at alle stillinger skal opslås på fuldtid.
  • Regionerne opfordres til at prioritere de ekstra midler, som er afsat i finansloven, til områder eller funktioner, hvor der ønskes en ekstra indsats (for eksempel akutmodtagelser, medicinske eller psykiatriske afdelinger).
  • Der indføres bedre introduktionsforløb for nyuddannede, herunder tid til oplæring i den første del af ansættelsen.
  • Sammen med regionerne skal der tages initiativer, der kan skabe bedre sammenhæng i praktikforløb med henblik på at mindske frafaldet på uddannelserne.

Kilde: Danske Regioner

På Christiansborg er man også optaget af, at flere offentlige ansatte skal op på fuldtid. I det forståelsespapir, som regeringen lavede sammen med støttepartierne efter det seneste folketingsvalg, blev det skrevet ind, at det skulle undersøges, om alle offentligt ansatte kan få en egentlig ret, så de til hver en tid kan gå på fuldtid. 

Men det er ikke så ligetil at give offentligt ansatte retten til at gå på arbejde 37 timer om ugen, forklarede professor og leder af Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen i juli til A4 Nu.

I sommer viste en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening, at det især er kvinder, der arbejder på deltid. Sidste år var der 34 procent af de kvindelige lønmodtagere, som var på deltid, mens andelen for mænd kun var 15 procent.

Der er en lille overvægt af deltidsansatte i den offentlige sektor, hvor 27 procent har deltid. Analysen viste også, at langt de fleste selv har valgt at være på nedsat tid, fordi det gav bedre balance mellem arbejdet og fritiden.