20210114-143408-L-1920x1277we
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Tillidsrepræsentanter i opråb til regeringen:
Giv os grunden til at sige ja til mæglingsforslag

6. jun. 2021 12.50
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Da vi som sygeplejersker blev ansat i vores respektive stillinger, skete det efter en jobsamtale.  

Efterfølgende blev vi ringet op og fik tilbudt stillingen. Det var nemt at sige ja, for vi havde tillid til, at de ting, som blev præsenteret under samtalen, ville være de samme, som dem vi ville komme til at møde på jobbet. 

På trods af at vi som sygeplejersker ligger meget højt på troværdighedsbarometeret, har vi endnu ikke oplevet nogen arbejdsplads, der ikke har behov for at kontraktliggøre vores ansættelser.  Alligevel er der ingen af os, som opfatter ansættelsesbrevet som mistro fra vores kommende arbejdsgiver, eller at oplevelsen af gensidig tillid ved samtalen var en illusion.

LÆS OGSÅ: Derfor oplever BUPL fremgang: Vi kom væk fra tankpasser-tankegangen

Det er en del af udviklingen de sidste 20 år, hvor vi i stigende grad møder dokumentationskrav i alle aspekter af vores civile og faglige liv – værktøjer som mange steder har afløst tilliden og den mundtlige aftale.

Men særligt én undtagelse fra den fagre kontraktuelle verden skiller sig markant ud. Nemlig opgøret med tjenestemandsreformen og uligelønnen. I dén sammenhæng er der en forventning om, at vi nu på 52. år udviser tålmodighed, forståelse og tillid til, at vi nærmer os en fair aflønning, for et stadigt mere komplekst arbejde.

Vi vil så gerne tro på det – men hvad er det så, I som regering har givet os af tilkendegivelser i forhold til at få løst ligelønsproblematikken og et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969?

Vi vil så gerne tro på, og sige ja til, mæglingsforslaget. Så kære regering: Giv os grundene til at sige ja. Vores tillid til jeres ordentlighed er ved at være slidt
TR'er for sygeplejersker og radiografer på Bispebjerg- og Frederiksberg Hospital

Hvad kan vi hænge vores håb på? I forbindelse med behandlingen af borgerforslaget om afskaffelse af tjenestemandsreformen, svarede skatteminister Morten Bødskov på spørgsmålet om: Hvordan regeringen vil arbejde videre med resultaterne fra komiteen fra mæglingsforslaget, og om regeringen anerkender, at der er forskel på lønnen mellem mænd og kvinder, og hvordan de vil løse det?

Det første spørgsmål kom der et klart svar på, nemlig at komiteens resultater konkretiseres i et kommissorium. Altså et klart og alligevel meget lidt gennemsigtigt svar.

Det næste spørgsmål kom der også svar på: ja, der er forskel på kvinder og mænds løn. 

Svaret på det tredje spørgsmål lød, at det skulle løses indenfor den danske model.

Den danske model ses altså som svaret på samtlige udfordringer på arbejdsmarkedet. Herunder ligelønsproblematikken.

Faktum er, at den danske model blev skabt under udviklingen af et kapitalistisk industrisamfund, før kvinder overhovedet havde stemmeret eller kunne indskrive sig på en uddannelse. Dengang var kvindernes arbejde i hjemmet forudsætningen for, at manden kunne gå på arbejde.

LÆS OGSÅ: Se kortet: De gule fagforeninger indtager provinsen

Udgangspunktet for den danske model er, at staten principielt ikke blander sig, og lader arbejdsmarkedets parter forhandle og løse problemerne.

Præcis styrken ved den manglende indblanding understregede Morten Bødskov også flere gange ved behandlingen af lovforslaget.

Men kære regering. Er det ikke Finansministeriet, som sætter rammen for forhandlingerne? Det må vel også må siges at være en slags indblanding? Eller har vi misforstået noget?

Morten Bødskov erkendte trods alt, at vi ikke har ligeløn. Således opløftede, spejder vi mod ligestillingsminister Peter Hummelgaard for en løsning. Den 5. maj var han kaldt i samråd i ligestillingsudvalget for at drøfte udfordringerne med uligeløn. Interessant nok valgte han at deltage i sin rolle som beskæftigelsesminister. Han henviste derfor til den danske model.

Hummelgaard advarer ligeledes imod at blande tingene sammen, og dermed må vi konkludere, at ministeren mener, at uligelønnen skal løses indenfor den danske model – ellers giver ordet ”sammenblanding” vel ingen mening i denne kontekst.

Samtidig benyttede ministeren et desværre alt for velkendt retorisk greb ved at afspore debatten og påstå at deltagerne i samrådet både blander sig i løndannelsen og dermed ikke anerkender danske model. Derudover nævner han ganske hyppigt, at tidspunktet for diskussionen ikke er passende.

Grebet bliver ikke mere charmerende af at blive brugt i kobling med, at ministeren åbenbart har  svært ved at integrere sin funktion som ligestillingsminister. I parentes bemærket anbefaler vi gerne et egentligt ligestillingsministerium, så ligestilling ikke ses som et appendix til beskæftigelse.

LÆS OGSÅ: Mæglingsforslag deler sygeplejersker: Her er argumenterne for og imod

For vi sidder ærligt talt tilbage med en ubehagelig følelse af, at ligestilling kun er relevant, hvis det kan føre til øget beskæftigelse og dermed slet ikke er et mål i sig selv? 

Debatten har raset, og vi har tålmodigt lyttet efter. Det er blot blevet til en mundtlig kontrakt mellem den siddende regering og os i kvindefagene. Ingen bindende udtalelser.

Vi er klar over, at området er komplekst, og at der er meget store interesser på spil. At der er mange hensyn at tage, og at økonomien er stram.

Det er derfor, at det er så svært at udlicitere de opgaver, kvindefagene løser. Det er umuligt at eksplicitere tillid, ligeværd, ordentlighed, rettidig omhu og empati. Krav, som borgere og arbejdsgivere stiller til os, og som vi nu ønsker af jer i håndteringen af dén ulighed, som har fået lov at herske alt for længe.

Vi vil så gerne tro på, og sige ja til, mæglingsforslaget. Så kære regering: Giv os grundene til at sige ja. Vores tillid til jeres ordentlighed er ved at være slidt. Dén ordentlighed, som skal overbevise os om, at der er håb for os i de kvindedominerede fag, og for alle de, som gerne vil have et velfærdssamfund fremover.

Og hvem ved: Måske vil det også løfte jer fra jeres egen bundplacering på troværdighedsbarometeret?