
Sygeplejerske om droppet aftale: - Det er bare ikke fair
Selvom de står forrest på frontlinjen i kampen mod corona-virus, får sygeplejerskerne i Region Midtjylland ikke længere udbetalt et engangsbeløb, når de har ekstravagter på regionens intensivafdelinger på beskyttede fridage.
Det skyldes, at en aftale mellem Dansk Sygeplejeråd og Region Midtjylland trådte ud af kraft fra den 1. april, skriver TV 2 Østjylland.
LÆS OGSÅ: Brostrøm jubler - En kæmpestor succes
Men det er ikke rimeligt, hvis man spørger Lasse Madsen, der arbejder som sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital.
- Det er bare ikke fair, siger han til TV2 Østjylland.
Indtil starten af denne måned kunne sygeplejerskerne se frem til at få udbetalt 1.200 kroner i engangsbeløb, hvis de tog ekstravagter på beskyttede fridage, hvor de ellers var sikret mod at skulle på arbejde.
Og Lasse Madsen forklarer, at der for tiden er "oceaner af ekstravagter", som skal dækkes.
Hos Dansk Sygepleråd er kredsformand Anja Laursen bekymret over sagen.
- Problemet er, om det overhovedet kan hænge sammen. Hvor langt kan man presse sygeplejerskerne på deres store velvillighed?, spørger hun retorisk og tilføjer:
- Det er ærgerligt, at man ikke laver en aftale, så man fortsat kan trække på deres ressourcer, men også honorere dem for det.
Ifølge afdelingschef for Løn og Personale i Region Midtjylland Jørn Mørup er der dog en naturlig forklaring på den manglende betaling.
- Der var ganske rigtigt en aftale, hvor sygeplejersker kunne melde sig og få op til 1.200 kroner for ekstra vagter som et alternativ til vikarer. Men den aftale er nu udløbet, siger han.
Regionen overvejede dog at forlænge ordningen på grund af den nuværende corona-virus, men det blev altså kun til overvejelser, da ordningen ikke længere er i kraft.
LÆS OGSÅ: Rengøringsdame på hospital - "Kollegerne er bange"