Sygeplejerske Frederikke Marie Sørensen har startet kampagnen #blivhjemme. Foto: Privat

Sygeplejerske med opråb til danskerne: Bliv nu hjemme!

18. mar, 15:35
Landets sundhedspersonale risikerer at blive presset af coronavirus. Derfor har sygeplejerske Frederikke Marie Sørensen startet en kampagne for at få danskerne til at blive hjemme i privaten.

Kære læser

Denne artikel har vi åbnet uden betingelse om abonnement. A4 Medier er som alle andre virksomheder udfordret af den aktuelle coronakrise og mister indtjening. Vi vil sætte pris på, at du nu eller senere vil overveje at støtte vores journalistik ved at blive abonnent.

Bliv hjemme. 

Sådan lød meldingen i går fra både statminister Mette Frederiksen (S) og senere Dronning Margrethe, der begge bad danskerne om at holde sig indendøre for at begrænse coronasmitte. 

LÆS OGSÅ: Apoteksansat overfuset af vred kunde: 'Nu er det din skyld, at jeg dør'

- På landets sygehuse bliver alvoren for hver dag, der går, mere og mere tydelig. Sygeplejersker, læger og social- og sundhedsassistenter siger til danskerne: 'Bliv nu hjemme, så smitten ikke spredes', lød det fra Mette Frederiksen på aftenens pressemøde. 

Netop risikoen for et stigende pres på landets sygehuse har også fået sygeplejerske Frederikke Marie Sørensen til at starte en kampagne på sociale medier med en opfordring til danskere om at undgå udendørs aktiviteter og at samles i store grupper. 

Kampagnen går under hashtagget #BlivHjemme, og er en opfordring til danskerne om at blive indenfor, mens coronavirusset hærger i Danmark. 

- Jeg fik ideen fra min søster og hendes kæreste, der bor i Spanien, hvor alting er lukket helt ned. Hun fortæller, hvordan sygeplejersker og læger er vildt pressede på grund af coronavirusset og selv har startet kampagner for at få folk til at blive hjemme, siger Frederikke Marie Sørensen til A4 Arbejdsliv. 

- Og så tænkte jeg: Jeg bliver simpelthen nødt til at gøre noget for, at vi ikke havner i samme situation som dem, tilføjer den 30-årige sygeplejerske. 

Flere har skrevet til mig og sagt, at det skal jeg slet ikke blande mig i, for jeg er ikke en myndighed. Men det havde jeg sådan set også regnet med
Frederikke Marie Sørensen, sygeplejerske

I Spanien er en lignende kampagne startet under hashtagget #quedataencasa, mens den engelsksprogede version af kampagnen kaldes #staythefuckhome. 

Frederikke Marie Sørensens kampagne består af en række video- og billedopslag på Facebook og Instagram, hvor læger, sygeplejersker og sosu-assistenter hver især giver deres bud på, hvorfor det er vigtigt at blive hjemme under coronakrisen. 

- Jeg vil bede dig om at blive hjemme, hvis du ikke er så syg, at du skal indlægges på sygehuset. Så kan du komme hjem og sove, og så kan jeg også komme hjem og sove, lyder det for eksempel fra akutlægen Nikolai, der er en af dem medvirkende i videokampagnen. 

Vil provokere til eftertanke

Frederikke Marie Sørensen fortæller, at hun har modtaget blandede reaktioner på sin kampagne fra danskere, der har set hendes video. 

- Flere har skrevet til mig og sagt, at det skal jeg slet ikke blande mig i, for jeg er ikke en myndighed. Men det havde jeg sådan set også regnet med, for jeg ved godt, at det er et følsomt emne, jeg har fat i, siger hun. 

Ifølge Frederikke Marie Sørensen skal hendes kampagne ikke forstås som en løftet pegefinger til de borgere, der går en tur for at få frisk luft eller motion, mens de er isoleret på grund af corona.

- Det er jo helt naturligt, og i øvrigt også noget, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man gør. Men jeg vil gerne nå dem, der sætter sig ned på Dronning Louises Bro og sipper rosé, eller som holder store fester, fordi de ikke tænker, at de behøver at tage den her karantæne så alvorligt, siger hun. 

- Dem vil jeg gerne nå, og de må også gerne blive lidt provokeret af min kampagne. Det gør ikke så meget, så længe det kan få dem til at tænke sig lidt om, fortæller Frederikke Marie Sørensen.

Selv undgår hun fysisk kontakt med andre, selvom hun også medgiver, at det kan være svært. 

- Jeg har sagt til min mor, at vi ikke skal ses, fordi jeg ikke vil risikere at smitte hende. Hun syntes i starten, at jeg var lidt hysterisk omkring det hele. Men nu kan hun godt se, hvor vigtigt det er at tage det her alvorligt, fortæller Frederikke Marie Sørensen. 

LÆS OGSÅ: Ikonisk badehotel giver op: Ansatte og gæster sendt hjem

Hendes video kan ses herunder. Den er i skrivende stund blevet set mere end 65.000 gange og er blevet delt mere end 650 gange. 

Kampagnen kan også findes på instagram under: @blivhjemme.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

A4 – kan vi hjælpe dig med arbejdslivet?

Er du blevet ledig? Hvordan er reglerne for dagpenge og feriepenge? Hvad hvis min svendeprøve ikke kan afholdes?

Der er mange spørgsmål om arbejdslivet i en corona-tid. På A4 vil vi gerne hjælpe dig med at finde svar. Vi vil gerne høre om dine oplevelser – også de besværlige og de bekymringer, vi står med i denne tid.

Skriv til os med din historie, dine spørgsmål eller bare et forslag eller et synspunkt. Vi lover at svare dig. Ikke alle henvendelser bliver til artikler. Vi har travlt og må prioritere. Men dit arbejdsliv – eller det du gerne vil have – vil vi gerne hjælpe dig med!

Nicolai Kampmann
Chefredaktør A4 Medier