Op til forligspartiernes drøftelser tirsdag ønsker beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke at udtale sig. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Syge borgere går glip af invalidepension: Nu skal minister forholde sig til sagen

27. okt 2020, 11:24
Både højre og venstre side af salen presser nu beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til at ændre de modregningsregler, som gør, at syge borgere ikke får nogle penge i invalideforsikring.

Syge borgere risikerer at gå glip af flere tusinde kroner om måneden i invalidepension. Det sker, når de kommer i såkaldt ressourceforløb eller jobafklaring.

For når man er i ressourceforløb eller jobafklaring, siger det offentlige nemlig ”haps” og trækker hele ens invalidepension fra den offentlige ydelse, man får udbetalt. Og sådan har det været siden reformen af førtidspension og fleksjob blev indført i 2013.

LÆS OGSÅ: 50.000 er gået glip af invalidepension: 'Der er hul i sikkerhedsnettet'

Men det skal der laves om på nu. Sådan lyder det både fra højre og venstre side af Folketingssalen. Forligspartierne bag reformen mødes tirsdag med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) for at drøfte netop ressourceforløb.

Det skriver Fagbladet 3F.

- Vi har diskuteret det her i årevis. Borgere på ressourceforløb bliver helt paf, når de finder ud af, at der sker en modregning på 100 procent. Og vi kan som lovgivere løse det meget simpelt. Vi skal have ændret på modregningsreglerne, og vi skal have løst det, så det er fair, siger Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører hos SF.

Invalidepension – også kaldet invaliderente – er et forsikringsprodukt, der udbetales, hvis en person mister evnen til at arbejde på grund af sygdom eller ulykke. Typisk er det en ydelse, der udbetales hver måned.

Men nogle forsikrings- og pensionsselskaber har – netop på grund af modregningen – valgt helt at lade være med at udbetale invalidepension til borgere, når de kommer på ressourceforløb eller i jobafklaring. Det sker ud fra det argument, at pengene bare ender i den offentlige kasse.

For Hans Andersen i Venstre giver det ikke mening, at folk indbetaler til en invalideforsikring, som så senere bliver sat ud af spil.

- Det spiller en rolle for Venstre, at det skal kunne betale sig at spare op og forsikre sig bedst muligt. Det har jeg stor respekt for, at man gør, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

- Derfor vil vi gerne kigge på modregningsreglerne, så den enkelte families økonomi kan blive bedre og skabe lidt mere ro i hverdagen, siger Hans Andersen fra Venstre.

LÆS OGSÅ: Venstre og SF: Syge borgeres invalidepension skal ikke modregnes 100 procent

Også brancheorganisationen Forsikring og Pension har længe argumenteret for at ændre reglerne.

Her har man opgjort, at mere end 50.000 lønmodtagere har været i enten jobafklaring eller ressourceforløb, siden reformen af førtidspension og fleksjob blev indført i 2013. Den ydelse, man får i jobafklaring eller ressourceforløb, svarer til kontanthjælp.

- Der er selvfølgelig stor forskel på, hvordan de forskellige lønmodtagere er blevet ramt. Men grundlæggende er vi uforstående overfor, hvorfor man netop på ressourceforløbsydelse modregnes 100 procent. På andre offentlige ydelser, som for eksempel sygedagpenge eller førtidspension, bliver man slet ikke modregnet eller kun med 30 procent, siger Karina Ransby, der er underdirektør i Forsikring og Pension.

Op til forligspartiernes drøftelser tirsdag ønsker beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke at udtale sig, meddeler ministeriet.

LÆS OGSÅ: Enken Janny tæt på at miste huset efter ulykke: Kommunen snupper syges invalidepension