20191213-112235-3-1920x1280we
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er antallet af stressramte danskere vokset de seneste årtier. Den seneste opgørelse fra 2017 viser, at 29 procent af kvinderne og 21 procent af mændene ofte føler sig stressede. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ny undersøgelse overrasker: Arbejdslivet er ikke den største udløser af stress

10. maj 2021, 5:43
Ny undersøgelse blandt 32.000 danskere punkterer myten om, at arbejdslivet er den vigtigste forklaring på stress.

Det er ikke et opskruet tempo på jobbet, der er den største udløser af stress, men derimod sygdom, skriver Kristeligt Dagblad.

Den tendens gælder for mænd og kvinder, unge og ældre og akademikere og ufaglærte. Det er en af konklusionerne i en af de hidtil største danske undersøgelser af årsagerne til stress, der bygger på spørgeskema-svar fra 32.000 borgere i Region Midtjylland.

Undersøgelsen afdækker niveauet af stress efter 10 videnskabeligt anerkendte spørgsmål, der måler befolkningens selvoplevede stressniveau.

Længerevarende stress kan medføre øget risiko for at udvikle blandt andet hjerte-karsygdomme og depression, og ifølge Statens Institut for Folkesundhed er antallet af stressramte danskere vokset de seneste årtier. Den seneste opgørelse fra 2017 viser, at 29 procent af kvinderne og 21 procent af mændene ofte føler sig stressede.

- I befolkningen som helhed er sygdom den vigtigste kilde til oplevelse af stress, og derefter følger mangel på social støtte. Måler vi isoleret blandt dem, der er i arbejde, er jobbet den vigtigste faktor, men sygdom spiller også en stor rolle for den gruppe, forklarer en af forskerne bag undersøgelsen, seniorforsker Finn Breinholt Larsen fra forsknings- og konsulenthuset Defactum under Region Midtjylland.

Undersøgelsen definerer stress som en langvarig belastning, hvor kravene overstiger den enkeltes ressourcer, og ifølge Finn Breinholt Larsen er sygdom en belastning på flere måder.

- Der er de direkte virkninger som for eksempel smerter, træthed og bekymringer. Desuden kan behandlingen være en byrde. Sygdom kan også gribe dybt ind i menneskers sociale relationer. Nogle ryger ud af arbejdsmarkedet, og andre savner energien til at være sammen med andre mennesker, lyder det fra Finn Breinholt Larsen.

Han mener, de nye resultater er vigtige for at få en mere nuanceret forståelse af årsagerne til stress.

- Stress er ikke en sygdom, men en tilstand, der kan udløse sygdom. Rigtig meget stressforskning fokuserer på arbejdsmiljøet. Det er vigtigt med stressindsatser på jobbet, men hvis vi skal stress til livs, kræver det også en bredere forståelse af årsagerne, siger Finn Breinholt Larsen.

En af landets førende stressforskere, professor Naja Hulvej Rod fra institut for folkesundhed på Københavns Universitet, er enig i, at det er vigtigt at udvide forståelsen af stress.

- Sygdom og belastninger i barndommen er to af de største stressfaktorer, og det har der ikke været så meget opmærksomhed på. Men derfor er indsatsen på arbejdspladsen stadig vigtig, mener
Naja Hulvej Rod.

Professoren er en af forskerne bag en stor undersøgelse, der viser, at børn med psykisk syge eller misbrugende forældre har markant større risiko for at udvikle stress senere i livet.