Jobcenter_neutralt_Ida_Guldb__k_ArentsenRitzau_Scanpix
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Svært at få fleksjobbere i job uden virksomhedspraktik

19. jan. 2021 16.38
Forbuddet mod at starte nye praktikker under den delvise lukning af beskæftigelsesindsatsen forhindrer adgangen til et fleksjob, lyder det fra beskæftigelseschef.

Denne artikel er oprindeligt bragt på NB Beskæftigelse og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Der er igen skruet ned for beskæftigelsesindsatsen. Indtil videre frem til 7. februar, som er næste skæringsdato for en eventuel forlængelse af restriktionerne i hele samfundet på grund af corona. Det skriver NB Beskæftigelse.dk.

De fleste jobcentermedarbejdere arbejder hjemme, og det er nu kun tilladt at etablere nye virksomhedspraktikker, hvis de kan foregå digitalt. Det rammer blandt andet de ledige, der er klar til at komme i fleksjob, fortæller Merete Gommesen, beskæftigelseschef i Nyborg Kommune.

LÆS OGSÅ: Professor: Coronakrisen skubber udsatte danskere ud af arbejdsmarkedet

- Praktikkerne er en naturlig del af at etablere et fleksjob, hvor vi blandt andet får tilrettet skånehensyn. Vi oplever en større efterspørgsel på borgere i fleksjob i nedlukningen, fordi de er en fleksibel arbejdskraft, der kun skal arbejde et antal timer.

Merete Gommesen opfordrer til, at der kan differentieres i forhold til praktikkerne.

- Virksomhedspraktik er jo en naturlig del af jobformidlingen for fleksjob, siger hun.

Tilbageslag for sårbare grupper

Også de mest udsatte grupper af ledige bliver ramt af, at de ikke kan komme i virksomhedspraktik, siger Merete Gommesen.

- Nogle af dem var på vej ind i lønnede timer, og vi mærker, at de taber motivationen og troen på, at det hele kan blive til noget. Det er en hård opbremsning i forhold til de processer, vi har sat i gang i forhold til nogle af de her grupper. De rammes af håbløshed, og det er svært at holde fast i samtalekadencen. Når man har ringet for syvende gang, er det svært at se det giver mening. For hvad skal vi snakke om, når vi hele tiden venter på noget, vi ikke ved, hvornår kan sættes i gang. Praktikkerne er jo det væsentligste redskab, vi har, siger beskæftigelseschefen i Nyborg.

LÆS OGSÅ: Rapport om virksomhedspraktik overrasker forsker: 'Viser jo, at det virker'

Jobcenterchef i Albertslund, Jan Eriksen, er også bekymret for de mange sager, der er gået i stå.

- Jeg kan blive nervøs for, at det også er ødelagt, så vi må starte helt forfra. Man kan godt tænke, at det er lidt drastisk, og hvorfor er det nødvendigt, når der er åbent på arbejdspladserne. Hvorfor kan vi ikke lave nye praktikker, hvor der er arbejde? spørger han.

- Jeg synes også, det er mærkeligt, at vi ikke må lave nytteindsats og en motivationsindsats over for de unge. Men man må også sige, at sådan er verden lige nu.

Hvad sker der, når der kun er ordinære job at søge

I Ballerup besvarer jobcenterchef Jannik Nielsen spørgsmålet om problemet med de manglende virksomhedspraktikker ved at fortælle om det opsøgende arbejde, jobcentermedarbejderne er i gang med.

- Vi ringer i de kommende uger til mere end 1.500 virksomheder for at høre, hvad deres rekrutteringsbehov er, om de har behov for anden bistand fra kommunen og for at tale om et fremtidigt samarbejde, siger Jannik Nielsen.

Rundspørgen skal hjælpe virksomheder og borgere med at formidle job her og nu, og samtidig har jobcentret og virksomhederne kontakterne klar, når der igen bliver åbnet for hele beskæftigelsesindsatsen.

LÆS OGSÅ: Ny epidemilov: Arbejdspladser kan tvinges til at sende medarbejdere i tvangsisolation

I forhold til at skabe fleksjob uden virksomhedspraktik er det et helt andet spørgsmål, der optager jobcenterchefen i Ballerup. En af hans ansatte gjorde opmærksom på, at det er interessant at se, hvordan det går med at få folk i job, når muligheden for praktik og løntilskud i en periode ikke er mulige at etablere. Når der kun er ordinære job at søge.

- Det er jeg meget enig i, at vi skal være meget nysgerrige på. Der kan være en tendens til, at beskæftigelsessystemet på nogle områder har tænkt meget i praktikker og løntilskud før ordinære timer, men den tendens er ved at ændre sig, og vi skal være meget opmærksomme på at lære af den nuværende situation. Hvad gør det ved vores dialog med virksomhederne. Vi må se på, hvad det er for en tilgang, vi har, om der er noget, vi skal justere på fremadrettet.

- Vi bliver jo ikke sendt hjem og laver ingenting. Vi prøver at finde nye veje og får også en del ud i job. Det er vigtigt at gøre nogle erfaringer, vi kan bruge bagefter. Til forskel fra sidst med de skærpede restriktioner (marts til juni, red.) var vi allerede i december i gang med at overveje, hvordan vi bedst forbereder os på at lukke op igen til gavn for både borgere og virksomheder, siger Jannik Nielsen.