20210303-220453-2-1920x1280we
Danmark har bestilt 5,2 millioner doser med AstraZeneca-vaccinen. Det kan potentielt vaccinere 2,6 millioner doser. (Arkivfoto) Foto: Carlos Osorio/Reuters/Ritzau Scanpix

Sundhedsstyrelsen ændrer anbefalinger for vaccine

TEMA: Corona i Danmark
5. mar. 2021 09.42
Nyt studie fra Skotland har vist god effekt med AstraZeneca-vaccine, som nu gives til alle voksne i Danmark.

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu at give vaccinen fra AstraZeneca til alle over 18 år. Tidligere har udgangspunktet været op til 65 år.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen begrunder ændringen med, at der er kommet nye studieresultater fra Skotland, som har vist, at vaccinen har reduceret risikoen for et alvorligt forløb med coronavirus markant - herunder indlæggelse.

Den effekt har været påvist på tværs af alle aldersgrupper. Det er baggrunden for beslutningen, fortæller Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

- Vi har nu fået resultaterne fra en meget stor undersøgelse i Skotland, som viser, at AstraZeneca er med til at forhindre indlæggelseskrævende covid-19 blandt ældre.

- Det gør, at vi kan anbefale vaccinen til personer over 65 år. Det betyder, at AstraZeneca-vaccinen fremadrettet kan gives til alle de målgrupper, der skal vaccines, siger hun.

Den nye anbefaling gælder dog ikke personer i særlig øget risiko. De anbefales i stedet enten Pfizer/BioNTech eller Moderna. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en mail.

I vaccinationsrækkefølgen er personer i særlig øget risiko i gruppe 5, der omfatter omkring 190.000 personer.

Vaccinen fra AstraZeneca blev godkendt i EU i slutningen af januar til alle aldersgrupper.

Det Europæiske Lægemiddelagentur sagde dog dengang, at virkningen på personer over 55 år ikke var godt nok dokumenteret.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har dog anbefalet at bruge den til alle aldersgrupper, og sammen med det nye studie fra Skotland har Sundhedsstyrelsen ændret holdning.

På det seneste har en række andre lande i Europa lavet samme ændring som Danmark - onsdag gjorde både Tyskland og Sverige.

Ud over at ændre anbefalingen for aldersgrupper justerer Sundhedsstyrelsen også sit syn på, hvornår man skal have stik nummer to.

Sundhedsstyrelsen siger nu, at andet stik kan ligge mellem 4 og 12 uger, efter at man har fået første stik med vaccinen.

Tidligere har anbefalingen været, at andet stik helst skulle være fire uger efter først stik eller snarest derefter, men dog med mulighed for at gå op til 12 uger.

Ændringen vil betyde, at flere personer hurtigere vil kunne få første stik, fordi man ikke skal reservere så mange doser til personer, der skal have andet stik.

- Det gør, at vi kan frigive vacciner til andre, der kan vaccineres første gang. Det er vigtigt, så flere kan komme i gang med at blive vaccineret, så vi opnår noget immunitet i befolkningen, siger Bolette Søborg.

- Det er lige godt, om man får andet stik i fjerde eller tolvte uge, siger hun.

Det har gennem de seneste måneder været diskuteret, at man i Danmark i en tid med knaphed på vacciner skulle vente længere tid med andet stik.

I Storbritannien besluttede man allerede i januar at udskyde andet stik til 12 uger.

Bolette Søborg siger, at beslutningen om at lægge andet stik op til 12 uger efter først delvist hænger sammen med, at man først nu vil give den til personer over 65 år.

- Nu er der to ting, der taler sammen. Nu kan vaccinen gives til personer over 65 år, som også er dem, der står til at skulle have vaccinen i forhold til vaccinationsplanen, siger Bolette Søborg.

/ritzau/