Et massivt smitteudbrud med coronavirus har ramt Regionshospitalet Silkeborg. (Ikke dette på foto, Arkivfoto) Foto: Henning Bagger Ritzau/Scanpix

Stort smitteudbrud på sygehus i Silkeborg

29. dec 2020, 22:16
Både personale og adskillige patienter på Regionshospitalet Silkeborg er konstateret smittet med corona.

Et massivt smitteudbrud med coronavirus har ramt Regionshospitalet Silkeborg.

Det betyder, at både patienter og personalet er ramt af smitte, skriver Midtjyllands Avis.

- Det er korrekt, at der er en del medarbejdere og patienter på Regionshospitalet Silkeborg, der er blevet konstateret smittet med coronavirus. Vi har en politik om, at vi ikke siger præcist hvor mange, der er smittet. Desuden har vi ikke et endeligt overblik, fordi flere både patienter og medarbejdere venter på svar på coronatests, siger hospitalsdirektøren i Hospitalsenhed Midt, Thomas Balle Kristensen.

Han blev orienteret om smitteudbruddet mandag eftermiddag, og han er endnu ikke sikker på, hvordan smitten er opstået.

- Men vi har en mistanke om, at smitten kan være opstået via en patient, som ved indlæggelsen blev konstateret negativ for coronavirus, men som i løbet af sit ophold er blevet konstateret positiv. Dermed har vi ikke været opmærksomme på, at vedkommende var bærer af virus, siger Thomas Balle Kristensen til Midtjyllands Avis.

Avisen erfarer, at stort set alle patienter på afdelingen M1 på Diagnostisk Center - omkring 15 patienter - er smittet. Derudover er omkring ti ansatte smittet. Der kan dog være tale om flere, ligesom flere smittede kan komme til efterhånden som testresultaterne viser sig.

- Det er naturligvis alvorligt når patienter, der er indlagt på et sygehus, bliver smittet på sygehuset. Det kan vi desværre ikke udelukke. Og det giver os også personalemæssige udfordringer, fordi nogle i personalegruppen har corona, mens andre er i karantæne, siger Thomas Balle Kristensen.

Diagnostisk Center i Silkeborg behandler blandt andre patienter, der har problemer med lungerne.