Stor interesse for lyntest: Lange køer flere steder i landet

12. dec 2020, 12:15
Der er lørdag åbnet for lyntest, som kan give svar på omkring 15 minutter. Der er kø for at komme til.

Der er stor interesse for at få taget en lyntest for coronavirus, som kan give svar på omkring 15 minutter.

Det fortæller Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør i Falck, efter at der lørdag er blevet åbnet for gratis lyntest i Danmark.

- Der har været særdeles stor interesse, og der er rigtig mange mennesker. Interessen er enorm over hele landet, siger han.

Falck har i øjeblikket 12 testcentre rundt om i landet, hvor man kan teste omkring 5000 om dagen.

Regeringen og regionerne indgik fredag aften en aftale med Falck om at levere 50.000 lyntest om dagen, som gratis stilles til rådighed.

For at komme op på det antal skal der over de kommende syv til ti dage åbnes yderligere 35-40 yderligere testcentre i Danmark.

Jørgen Mieritz fortæller, at Falck er i dialog med kommuner rundt omkring i landet, som i flere tilfælde har tilbudt at stille sportshaller til rådighed.

Sundhedsstyrelsen kommer i næste uge med konkrete anbefalinger til, hvordan lyntest mere systematisk skal tages i brug.

De nuværende anbefalinger lyder, at lyntest ikke er for folk med symptomer for coronavirus, nære kontakter til smittede eller sundhedspersonale, som skal testes som normalt.

- Vores test er til almindelige folk, som ikke har symptomer. Det har vi meldt ud hele tiden.

- Det er vigtigt at følge myndighedernes anbefalingerne, og den største appel er fortsat at følge retningslinjerne - herunder at holde afstand og have god håndhygiejne, siger siger Jørgen Mieritz.

Han fortæller, at omkring fem procent af de test, der blev udført fredag hos Falcks teststation i Hvidovre, var positive.

- Det er et tegn på, at de her antigentest er et godt supplement til de PCR-test, man bruger i det offentlige, så vi kan få screenet endnu flere på et tidspunkt, hvor der er rigtig mange smittede, siger Jørgen Mieritz.

/ritzau/