Inger Støjberg vil heller ikke torsdag give svar på, om hun fortsætter i Venstre.
- Det, der fylder rigtig meget for mig lige nu, er rigsretssagen, og det, at jeg er blevet vist den største mistillid, som man overhovedet kan blive vist fra sin formand og en stor del af Venstres folketingsgruppe i og med, at de vil sende mig en rigsret, siger Støjberg torsdag efter flere dages tavshed om emnet.
- Det tæller selvfølgelig med i overvejelserne. Men omvendt vil jeg sige, at det er en tung beslutning at træffe. Jeg har været Venstre-mand i hele mit voksne liv, siger hun.
Ordene falder efter førstebehandlingen af beslutningsforslaget om rigsretstiltalen mod Støjberg i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar. Støjberg var selv mødt op i salen. Derfor kunne pressen fange hende efter debatten.