20210330-122448-L-1920x868we
Sagen handler om, hvorvidt den danske stat er forpligtet til at hente en dansk kvinde og hendes to børn hjem fra en fangelejr i det nordlige Syrien. (Arkivfoto) Foto: Repatriate The Children - Denmark/Ritzau Scanpix

Børnene i Syrien:
Statskassen betaler sag mod staten

28. apr. 2021 05.29
Staten er forpligtet til at hente en kvinde og to børn fra Syrien, mener advokat, der har sagsøgt staten.

Advokat Knud Foldschack har fået fri proces til at føre en retssag mod staten, og dermed bliver det statskassen, der skal betale udgifterne for at føre sagen.

Det har Civilstyrelsen meddelt Knud Foldschack, skriver Berlingske.

Sagen handler om, hvorvidt den danske stat er forpligtet til at hente en dansk kvinde og hendes to børn hjem fra en fangelejr i det nordlige Syrien.

Det mener Foldschack, der i begyndelsen af året stævnede staten på vegne af en kvinde, som er mor til kvinden i Syrien og dermed mormor til børnene på fem og fire år.

Kvinden i Syrien er 31 år og etnisk dansk. Hun rejste i 2014 til Syrien, hvor hun sluttede sig til Islamisk Stat. Her adopterede hun den femårige dreng, og hun fødte siden en pige, der i dag er fire år.

Det er tidligere blevet vurderet, at pigen lider af posttraumatisk stress (ptsd). Tre lægefaglige eksperter, der diagnosticerede pigen for Udenrigsministeriet, har anbefalet, at hun hurtigst muligt hentes til Danmark, hvis hun skal undgå varige mén.

Den tidligere regering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative arbejdede gennem to år på at hente familien hjem.

Men kort før folketingsvalget i 2019 løb regeringen tilsyneladende fra løftet til mormoren, har Berlingske før skrevet med henvisning til mails og telefonnotater mellem mormoren og Udenrigsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste.

Knud Foldschack mener, at han står med en god sag.

- Vi kan se tilbage på et løfte, der er afgivet fra en tidligere regerings side, og vi kan se ind i en klar virkelighed: Det her er ren og skær politik. Det har intet med retssikkerhed at gøre.

- Den frie proces er udtryk for, at der gudskelov er retssikkerhed i det danske demokrati, som stopper den her stormflod af politiske manipulationer, siger han til avisen.

Frederik Waage, der er juraprofessor ved Syddansk Universitet, mener, at det var forventet, at der ville blive givet fri proces - så staten betaler udgifterne - da det er en meget principiel sag.

Udenrigsministeriet har oplyst til Knud Foldschack, at den fireårige pige kan evakueres fra Syrien til Danmark af medicinske årsager.

Det kræver dog, at moren skulle give samtykke til det, og hverken hun eller broren må følge med.

Kvinden og de to børn har været i al-Roj-lejren siden 2018.

/ritzau/