Regeringen har i strid med Folketingets intentioner opkrævet 4,6 milliarder kroner for meget i AUB-bidrag fra arbejdsgiverne, konkluderer Statsrevisorerne. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Staten har opkrævet for mange milliarder til praktikophold

17. apr, 13:57
Statsrevisorer kritiserer, at staten mod intentionen har opkrævet for meget til at finansiere praktikophold.

Statsrevisorerne har fået nok og skærer igennem i en strid mellem arbejdsgiverne og regeringen om opkrævning af bidrag for milliarder af kroner. De skal gå til at skabe flere praktikpladser på erhvervsuddannelser.

Regeringen har i strid med Folketingets intentioner opkrævet 4,6 milliarder kroner for meget over årene i AUB-bidrag fra arbejdsgiverne. Det konkluderer Statsrevisorerne fredag.

- Det kan ikke nytte noget, at man har nogle intentioner, som man så laver om til, at det er en skat, som man kan flytte rundt på, siger formand Henrik Thorup (DF) fra Statsrevisorerne.

- Det er en pligt, som ministeren har i forhold til at sørge for, at pengene bliver omdannet til praktikpladser. Det ser de højt på, det er jeg møg utilfreds med.

Statsrevisorerne finder det "utilfredsstillende", hvilket er i den midterste del af deres skala for kritik.

Private og offentlige arbejdsgivere betaler til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Det finansierer flere praktikpladser for erhvervsuddannelserne, men det er meningen, at der skal være balance mellem indtjening og udbetaling.

Med bidragene finansierer arbejdsgiverne kollektivt hinandens udgifter for elever, men arbejdsgiverne har siden 2016 årligt betalt op mod 1,5 milliarder kroner for meget ind.

Bidraget udgør 2468 kroner om året per fuldtidsmedarbejder.

At der er opkrævet for mange penge skyldes gammel gæld, der dog var tilbagebetalt allerede i 2016.

Venstres statsrevisor, Britt Bager, kalder sagen "fuldstændig uholdbar" og foreslår derfor at sætte opkrævningerne på pause resten af året.

- I disse tider, hvor nedlukningen af Danmark har kostet erhvervslivet dyrt, har virksomhederne akut brug for hjælp og kapital. Derfor bør Børne- og Undervisningsministeriet stoppe med at opkræve AUB-bidrag, siger Britt Bager i en skriftlig kommentar.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Børne- og Undervisningsministeriet, der har været klar over sagen siden 2016.

/ritzau/