Ansatte i bedemandsfirmaer i Madrid nedlagde arbejdet søndag for at demonstrere mod manglende arbejdskraft til hådtering af unormale høje dødstal. Foto: Pierre-Philippe Marcou/Ritzau Scanpix

Midt i ny corona-bølge: Ansatte på kirkegårde strejker i Spanien

2. nov 2020, 07:58
Ansatte på kirkegårde i Spanien kræver flere ansatte for at kunne følge med antallet af døde under pandemien.

Ansatte i bedemandsfirmaer over hele Spanien er så pressede af de mange coronadødsfald, at de søndag nedlagde arbejdet.

Det skriver det britiske medie BBC.

Fagforeninger siger, at bedemandsfirmaerne bør ansatte flere medarbejdere for at undgå en forsinkelse i begravelser, som tilfældet var under pandemiens første bølge i marts.

I marts var begravelser forsinket med omkring en uge på grund af de unormalt høje dødstal.

I Madrid demonstrerede ansatte ude foran indgangen til Carabanchel-kirkegården i den sydlige del af byen.

Demonstrationen faldt sammen med Allehelgensdag, en dag hvor mange spanske familier tager til kirkegården for at mindes deres kære.

Kirkegårdsmedarbejderne lavede lyde med horn og krævede borgmester José Luis Martínez-Almeidas afgang.

De ansatte forlanger mindst 15-20 flere medarbejdere på kirkegården for at kunne håndtere den anden bølge med coronavirus.

Deres arbejdsgiver i Madrid har 478 ansatte og driver blandt andet 14 kirkegårde i den spanske hovedstad.

Spanien har registreret 35.800 dødsfald blandt coronapatienter siden pandemiens begyndelse og over 1,1 million smittetilfælde.

Fredag blev 239 coronarelaterede dødsfald bekræftet i Spanien af landets sundhedsmyndigheder.

Europa kæmper i øjeblikket mod en anden bølge af coronavirusset, hvor nye smittetilfælde og dødsfald fortsætter med at stige.

En række lande - herunder dele af Spanien - har genindført restriktioner såsom udgangsforbud og nedlukninger i forsøget på at nedbringe smitten.

Lørdag blev Østrig og Portugal de seneste lande til at indføre restriktioner, skriver BBC.

/ritzau/