IMG_7714__1_

Socialrådgiver:
Kontanthjælpsloftet er ikke problemet - det er jobcentrene

5. jun. 2021 08.00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Jobcentrene skal fratages opgaven med de sygemeldte borgere. De syge skal i stedet behandles ud fra et sundhedshensyn – og ikke efter kommunernes økonomi.

I grove træk var ovenstående et af budskaberne i Politikens kronik i søndags.

LÆS OGSÅ: Kommision vil give kontanthjælpsmodtagere ret til større formue: 'Systemet straffer dem'

En kronik sociolog, Anne Marie Lyager Kaae og jeg i et samarbejde har skrevet. Anne Marie Lyager Kaae er hovedforfatter til en rapport, udgivet af Sind og Psykiatrifonden, 2020, der blandt andet dokumenterer, at 7 ud af 10 sygemeldte oplever, at jobcentret belaster deres livskvalitet.

LÆS OGSÅ: Eksperter om sygemeldtes mistrivsel på jobcentret: Kommunerne har fejlet

Dagen efter, i mandags, præsenterede regeringens Ydelseskommission så sine anbefalinger til et nyt ydelsessystem. Blandt andet vil man afskaffe det udskældte kontanthjælpsloft – hvilket har givet mig en anledning til at taget ordet, da loftet hverken er løsningen eller problemet.

Derimod er problemet, at over 75 pct. af alle kontanthjælpsmodtagere er syge og fastholdes i jobcentrene i årevis, fordi de slet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet – hvilket et kontanthjælpsloft ikke ændrer på, og det gør en fjernelse af selvsamme heller ikke.

Men er det så slemt? Er jobcentrene nu så dårlige? – Og kan syge virkelig ende på kontanthjælp? Ja, det er det. Og ja, det kan de.

Birgittes sag

Jeg vil nu tage jer med til et af landets jobcentre, hvor Birgitte på 56 år har en jobcentersag.

Hun var i 2017 udsat for en arbejdsulykke og har været sygemeldt lige siden.

Birgitte har fornyligt været i en arbejdsprøvning, men uden klart defineret skånehensyn og arbejdsopgaver. Hun kunne kun møde op to til fire timer om ugen – og ikke de seks timer, der var aftalen.

Praktikken var tilsyneladende ikke med henblik på en afklaring af arbejdsevnen, men blot tidsspilde og udnyttelse af en sygemeldt borgeres tid og sparsomme kræfter.

At Birgitte er alvorlig syg, bekræfter diverse lægeattester, speciallægeerklæringer og funktionsevnebeskrivelse, der ligger i sagen.

Helbredet er desuden vurderet kronisk, stationært og uden yderligere behandlingsmuligheder. Sagen er faktisk temmelig godt belyst. Og dog.

For der mangler en reel afklaring af arbejdsevnen. Et mærkeligt forløb i jobcentret ender med, at der uden nærmere forklaring blev rekvireret to nye speciallægeerklæringer fra henholdsvis en ortopædkirurg og en reumatolog – til vores store forundring.

For der forelå allerede en seks måneder gammel speciallægeerklæring fra selvsamme reumatolog, der konkluderede, at der netop ikke var mere at gøre.

Jobcentret ville ikke komme med en forklaring – udover at jeg jo havde sagt, sagen ikke var tilstrækkeligt belyst.

De to speciallægeerklæringer kom retur. Ingen behandlingsmuligheder, kronisk og stationært, men pudsigt nok havde konklusionen i begge attester også præcis samme ordlyd: “således er klientens helbredsmæssig tilstand ikke arbejdshindrende i ethvert erhverv”

Herefter traf kommunen en afgørelse om, at Birgitte ikke længere opfyldte betingelserne for uarbejdsdygtighed.

Kort sagt; jobcentret raskmeldte Birgitte og henviste hende til kontanthjælp!

Hun er syg

Og nu kommer vi til noget meget interessant.

Den 19. maj 2021 modtog Ankestyrelsen vores klage over kommunens afgørelse. Seks dage senere, den 25. maj 2021, modtog Birgitte en midlertidig afgørelse fra AES – hvori det konkluderes, at erhvervsevnen intet mindre er nedsat med 90 pct.!

Det vil sige, at det ene system (jobcentret) siger, at Birgitte er rask. Og det andet system (AES) siger, at hun faktisk er alvorlig syg – og stort set ikke kan arbejde.

Trods de nye oplysninger, vælger jobcentret at visitere Birgitte som job-parat kontanthjælpsmodtager.

Men Birgitte er langt fra jobparat. Hun er syg. Og lige nu tilhører hun den gruppe, som alle politikerne taler om – fordi det skal kunne betale sig at arbejde.

Mange andre kommuner raskmelder syge, fratager dem helt eller delvist deres forsørgelsesgrundlag. En manøvre der udløser max stressbelastning, og gør de syge endnu mere syge.

Kommunerne skaber selv kompleksiteten i jobcentersagerne ved at udsætte de syge for et ekstrem pres og en manipulerende og inkompetent sagsbehandling med det resultat, at vejen til arbejdsmarkedet bliver endnu længere – altså stik modsat politikernes ønske med reformerne.

Således skubber kommunerne sygemeldte borgere ud over kanten med vores politikeres stiltiende accept.

Og kommunerne gør det, fordi de kan – og fordi de kan spare penge.

Sagen med Birgitte er desværre langt fra et enkeltstående tilfælde – det sker hver dag i rigtig mange kommuner.

De syge kan altså ende på kontanthjælp – og for dem kommer det aldrig til at handle om, at det skal betale sig at arbejde. Det kommer derimod til at handle om at overleve jobcentrets kynisme.

Derfor skal syge, som Birgitte og andre ud af jobcentrene og over i et system, der først og fremmest tænker sundhed frem for økonomi.

LÆS OGSÅ: Kommission vil skære i psykisk syges kontanthjælp: - Vil betyde at nogle ikke har råd til medicin

Og hvor beskæftigelse tidligst kan komme på tale, hvis det er godkendt af sundhedsfagligt personale.

Alt andet er uanstændigt og ikke mindst uværdigt – og det er den politiske debat om kontanthjælpsmodtagere i øvrigt også.

Om Marianne Stein

Født 1978, forfatter, debattør foredragsholder og privatpraktiserende socialrådgiver. Se mere på https://www.mariannestein.dk