Der er formentlig længe til næste valg, men alene i marts, hvor coronakrisen for alvor har ramt Danmark, er regeringspartiet steget 4,7 procentpoint og ligger nu til 31,5 procent.(Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiet vinder på coronakrisen

30. mar 2020, 08:07
Krisen har tilsyneladende haft positiv effekt på opbakningen til regeringspartiet, der har historisk fremgang.

En tommelfingerregel i politik er, at politikere ikke vinder valg på deres styring under kriser.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udfordrer dog den tese, for Socialdemokratiet stormer frem i en ny måling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Der er formentlig længe til næste valg, men alene i marts, hvor coronakrisen for alvor har ramt Danmark, er regeringspartiet steget 4,7 procentpoint og ligger nu til 31,5 procent.

Det er en bemærkelsesværdig høj stigning på blot en måned og blandt de største i instituttets historie. Der er en statistisk usikkerhed på 2,8 procentpoint, hvilket vil sige, at partiet kan ligge over eller under målingen.

SÅDAN STÅR PARTIERNE LIGE NU

Sådan fordeler stemmerne sig i Voxmeters seneste landspolitiske måling (tal i parentes henviser til valgresultatet fra 5. juni 2019):

- Socialdemokratiet: 31,5 procent / 58 mandater* (25,9 procent).

- De Radikale: 9,2 procent / 17 mandater* (8,6 procent).

- De Konservative: 6,3 procent / 11 mandater* (6,6 procent).

- Nye Borgerlige: 2,5 procent / 5 mandater* (2,4 procent)

- Socialistisk Folkeparti: 7,8 procent / 14 mandater* (7,7 procent).

- Liberal Alliance: 1,5 procent / 0 mandater* (2,3 procent).

- Dansk Folkeparti: 8,1 procent / 15 mandater* (8,7 procent).

- Venstre: 22,2 procent / 41 mandater* (23,4 procent).

- Enhedslisten: 7,4 procent / 14 mandater* (6,9 procent).

- Alternativet: 0,6 procent / 0 mandater* (3,0 procent).

- Borgerlisten: 0,0 procent / 0 mandater* (0,8 procent)

- Stram Kurs: 1,0 procent / 0 mandater* (1,8 procent)

- Øvrige: 1,9 procent / 0 mandater* (0,0 procent).


* = Estimerede mandater.

Fakta om målingen:

Voxmeters politiske meningsmåling er foretaget fra 23. marts til 29. marts. Målingen baserer sig på telefoninterview med 1071 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

Den maksimale statistiske usikkerhed er +/- 2,8 procentpoint for de enkelte partier.

Kilde: Voxmeter for Ritzau.

/ritzau/

Regeringspartiet har ikke haft over 30 procent af stemmerne siden 2006, hvor Helle Thorning-Schmidt var nyvalgt formand.

Ser man på Alternativet, er det nærmest den omvendte fortælling. Partiet stod til 2,1 procent af stemmerne i starten af marts, men det er faldet til 0,6 procent af stemmerne.

I mellemtiden har partiet mistet fire folketingsmedlemmer inklusiv partistifteren. Den statistiske usikkerhed er på 0,5 procentpoint for Alternativet.

Mette Frederiksen holdt onsdag 11. marts et pressemøde, der er kaldt historisk, fordi statsministeren lukkede store dele af landet.

Her tog hun for alvor hul på de tiltag, som regeringen håber vil mindske antallet af indlagte eller udskyde en del af dem som følge af coronavirus.

Den seneste tid er der kommet pres på regeringen for at fremlægge en plan for, hvordan samfundet skal åbne sig igen, når vi er kommet ud på den anden side.

Foreløbig er Danmark lukket til 13. april, men antallet af indlagte og syge ventes først for alvor at toppe i midten af april.

Mette Frederiksen er dog optimistisk.

Gennem de seneste dage har tallene for antallet af borgere, som er syge med Covid-19 forårsaget af coronavirus, udviklet sig positivt.

Regeringen har brugt historisk mange milliarder kroner på at sikre virksomheder og lønmodtagere samt andre under krisen. Et enigt folketing har stået bag. Der er også vedtaget flere hastelove.

/ritzau/