Heunicke_Philip_Davali_RS
Magnus Heunicke skriver på twitter, at kontaktallet falder til 0,9. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Smitten begynder at aftage: Kontakttallet falder

22. dec 2020, 14:07
Tiltagene ser ud til at virke, skriver Magnus Heunicke på Twitter, efter at kontakttallet falder til 0,9.

Coronasmitten i Danmark er aftagende. Kontakttallet, der tidligere blev kaldt smittetrykket, er på 0,9.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag på Twitter.

- Det vil sige, at smitten begynder at aftage nu. Tiltagene og alle i samfundets indsats ser ud til at virke, men niveauet af smitte er stadig højt. Derfor hjælp os med at holde fast nu. Tak, skriver han.

I sidste uge var kontakttallet 1,2.

Statens Serum Institut oplyser, at private lyntest ikke indgår i beregningen af kontakttallet.

Et kontakttal på 0,9 svarer til, at 10 coronasmittede i gennemsnit giver smitten videre til 9 andre.

Det er første gang i over en måned, at kontakttallet er under 1,0, hvilket er grænsen for, om epidemien er aftagende eller tiltagende.

10. november var tallet også 0,9. Dengang steg det efter en uge til 1,1.

Tirsdag er den såkaldte positivprocent desuden under to procent for første gang siden 30. november.

Positivprocenten angiver antallet af positive coronatest ud af alle test, der er foretaget det seneste døgn.

1,87 procent af testene det seneste døgn er positive, viser dagens smittetal SSI. Det skal dog bemærkes, at tallene grundet serverproblemer kun dækker over 21 timer.

Positivprocenten har været faldende hver dag siden 14. december, hvor 3,5 procent af alle test var positive.

Dermed ser det ud til, at restriktionerne, som regeringen indførte i starten af december, begynder at virke.

Restriktionerne betyder blandt andet, at butikker og barer er lukkede, samt at skoleelever er hjemsendt.

/ritzau/