Små virksomheder tager flest lærlinge

20130315-124908-9-1920x1280we
Virksomheder med under 100 ansatte har i gennemsnit 3,8 lærlinge pr. 100 ansatte. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
2. dec. 2021 06.49
Mange små virksomheder tager lærlinge ind, men har svært ved at holde på dem efterfølgende, viser ny analyse.

Det er især de små virksomheder, der hyrer lærlinge.

Det viser en ny analyse, som SMV Danmark har lavet på baggrund af data fra praktikpladsen.dk og cvr-registret, skriver Børsen.

Virksomheder med under 100 ansatte har i gennemsnit 3,8 lærlinge pr. 100 ansatte, mens virksomheder med mindst 100 ansatte har et gennemsnit på 2,3 lærlinge pr. 100 ansatte. Analysen konkluderer også, at virksomheder med under 100 ansatte påtager sig 70 pct. af det samlede antal lærlinge. De beskæftiger dog kun 56 pct. af de fuldtidsansatte.

- Vi oplever en stor ansvarsfølelse hos smv’erne i forhold til at sikre, at der også er dygtige faglærte i faget i fremtiden. Og der er en åbenhed hos virksomhederne i forhold til at tage en lærling ind, som virkelig brænder for faget, også selv om man måske ikke lige havde planlagt at skulle ansætte en lærling lige nu, siger Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMV Danmark.

Til gengæld har de små virksomheder svært ved at holde på lærlingene, når de er færdige med uddannelsen. Kun omkring en ud af fem af virksomhedens lærlinge forbliver i firmaet, når de er udlært, viser analysen.