Vi pædagoger er frontpersonale, som skal have den samme sikkerhed og tryghed som de ansatte i sundhedsvæsene, siger BUPL-formand Elisa Rimpler (arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Formand: Pædagogerne skal have samme sikkerhed som sundheds­personalet

1. apr 2020, 16:18
Politikerne er så småt begyndt at tale om igen at åbne landets daginstitutioner. Men en forsvarlig genåbning stiller store krav, advarer forskere. BUPL kræver en central aftale og klare retningslinjer, der sikrer både børn og pædagoger.

Siden statsminister Mette Frederiksen (S) indførte corona-karantæne, er antallet af personer, som er blevet syge med influenza ifølge Statens Serum Institut faldet med 70 procent. Landets hospitaler melder om en halvering i antallet af børn med akutte infektioner, siden daginstitutioner og skoler blev lukket.

LÆS OGSÅ: Akutpædagog trodser smittefare: Børnene må aldrig føle sig afvist

Nu er politikernes planlægning af samfundets genåbning gået i gang, og tirsdag den 31. marts drøftede BUPL-formand Elisa Rimpler forholdene for en fremtidig genåbning af landets daginstitutioner i et møde med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

- Det var et første afsøgende møde, hvor vi oplyste ministeren om pædagogernes bekymringer og dilemmaer. En genåbning af institutionerne er nødt til at foregå på en måde, der giver tryghed og sikkerhed for både børn og pædagoger, siger Elisa Rimpler til BUPLs magasin Børn & Unge

Det kræver blandt andet klare retningslinjer for størrelser på børnegrupper, hygiejne, værnemidler i form af eksempelvis håndsprit og masker, ekstra rengøring samt udluftning, påpeger Elisa Rimpler:

- Vi pædagoger er frontpersonale, som skal have den samme sikkerhed og tryghed som de ansatte i sundhedsvæsenet. Der kommer til at være en smitterisiko forbundet med at være pædagog i den kommende tid, men den risiko skal minimeres så meget som muligt. Jeg ser faktisk hellere, at vi i første omgang får lidt for firkantede retningslinjer, som efterhånden kan løsnes, siger hun.

Forsker: Pædagoger er særligt udsatte
Sådanne retningslinjer er afgørende, fordi en genåbning af landets daginstitutioner øger risikoen for smittespredning i samfundet, advarer Hans Jørn Kolmos, professor i Klinisk Mikrobiologi ved Syddansk Universitet:

- Og pædagogerne er særligt udsatte, for de arbejder i en fremskudt position, ligesom vores sundhedspersonale gør, siger han.

Jeg ville åbne skolerne først, blandt andet fordi daginstitutionsbørn har en alder, hvor det er svært at få dem til at overholde retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen om eksempelvis håndhygiejne og om at nyse ind i ærmet
, Allan Randrup Thomsen, professor i virologi ved Københavns Universitet

De Radikale har i Politiken opfordret til, at daginstitutionerne bør være blandt de første samfundsorganer, som slår dørene op. Men professor i virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, opfordrer politikerne til at vente med at genåbne landets daginstitutioner:

- Jeg ville åbne skolerne først, blandt andet fordi daginstitutionsbørn har en alder, hvor det er svært at få dem til at overholde retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen om eksempelvis håndhygiejne og om at nyse ind i ærmet, siger Allan Randrup Thomsen, der samtidig understreger, at der endnu ikke er et fuldstændigt overblik over børns rolle i spredningen af smitte med corona-virus.

Behov for gradvis genåbning
Hans Jørn Kolmos understreger, at en genåbning netop stiller store krav til, at Sundhedsstyrelsens råd mod smittespredning følges.

- Men jeg er ikke overbevist om, at det i sig selv vil være nok. Man bør også tage andre foranstaltninger i brug. Det kan være at åbne daginstitutionerne på halv styrke, hvor halvdelen af børnene og pædagogerne er til stede,« siger han.

Også Elisa Rimpler understreger, at alle børn ikke bør kunne komme i daginstitution eller SFO fra dag ét:

- Det skal ske gradvist, for eksempel med en ordning, hvor børnene kan komme i institution to eller tre dage om ugen. Der er behov for centrale retningslinjer for størrelsen på børnegrupperne og for, hvordan tilbagevendingen skal foregå, så den enkelte pædagog eller institution ikke skal være kontrollant, siger hun.

Send syge børn hjem med det samme
Hvis børn hoster eller nyser, som små børn jo ofte gør i denne tid, kan det potentielt medføre smitte med corona-virus. Derfor er det oplagt, at daginstitutionerne sænker tærsklen for, hvor meget der skal til, før man sender børn hjem, mener Allan Randrup Thomsen og Hans Jørn Kolmos:

- Man skal være meget opmærksom på, at børn, som viser sygdomssymptomer, skal holdes hjemme, siger Hans Jørn Kolmos.

Sådan nogle situationer bør være omfattet af centrale retningslinjer, understreger Elisa Rimpler:

- Vi kan konstatere, at der har været for store forskelle og for stort rum for fortolkning i de retningslinjer, som pædagogerne rundt om i landet i øjeblikket arbejder under. Klare retningslinjer om, hvornår børn skal sendes hjem, bør fastsættes centralt.

Risiko for langtidssygemeldinger
Både Allan Randrup Thomsen og Hans Jørn Kolmos vurderer, at en genåbning af daginstitutionerne kan medføre, at pædagoger bliver smittede med corona-virus og skal sygemeldes.

- Hvis børn spreder smitten, er pædagoger særligt udsatte, og får man symptomer, skal man sygemeldes i mindst 14 dage, siger Allan Randrup Thomsen.

Netop risikoen for langtidssygemeldinger er en udfordring, som kommunerne er nødt til at tage alvorligt, understreger Elisa Rimpler:

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at minimere smitte. Men der vil være en risiko for, at nogle pædagoger bliver smittet og skal sygemeldes. I så fald skal institutionerne have mulighed for at skrue ned for antallet af børn igen, siger hun.

Både Allan Randrup Thomsen og Hans Jørn Kolmos opfordrer til, at pædagoger med dårligt helbred og eksempelvis nedsat hjerte- eller lungefunktion, som risikerer at blive alvorligt syge, skærmes fra arbejdsopgaver med stor smitterisiko.

Den beskyttelse kan gøres mulig gennem en gradvis genåbning, hvor der er færre børn i daginstitutionerne ad gangen, vurderer Elisa Rimpler.

- En sikker genåbning er en vigtig opgave for lederne, som selvfølgelig skal kunne læne sig op af nogle retningslinjer. Men der vil være sager, hvor ledere skal foretage vurderinger, og hvor bekymrede pædagoger muligvis skal tale med deres læge om, hvorvidt de eller nogen i deres nærmeste familie er særligt udsatte.

Forskernes råd: Smut ud i forårsluften
Når det kommer til at minimere smitterisikoen, giver naturen i øjeblikket pædagogerne en hjælpende hånd, fortæller Hans Jørn Kolmos.

- Vi har årstiden med os. Det er mildt i vejret, og det er en god idé at få både børn og voksne ud i den friske forårsluft, hvor eventuel virus bliver ’fortyndet,’ siger han.

Også Allan Randrup Thomsen understreger, at risikoen for at sprede smitte er mindre, når man er udenfor, end når man er mange mennesker samlet indenfor.

LÆS OGSÅ: Dansk plejehjem ramt af coronavirus

-Jeg ville være mindre nervøs for at genåbne skovbørnehaver og andre institutioner, hvor børn og voksne kan være udenfor. Men jeg ville være påpasselig med bare at genåbne institutioner, hvor børn og voksne er nødt til at være indenfor en stor del af dagen, siger han.